Der stod han så, manden, der ville være Breivik, bevæbnet med manifestet som en laset bunke papirer. Ene mand foran en forsamling på små 49 tilskuere - alt, hvad der kan rummes i CaféTeatrets lille hul af en kælderscene. Noget af et antiklimaks. Hvad andet efter måneders overophedet debat om, hvorvidt man kan tillade sig at stille massemorderen op på en scene uden at trampe på folks følelser og uden at give ham den ønskede talerstol? LÆS OGSÅNorsk anmelder: Ubehaget dirrer i luften under forestillingen fra første stund Som en kæmpe slagskygge har denne gang terrorteater på forhånd vokset sig langt større, end 'Manifest 2083' overhovedet kan leve op til. Alligevel var jeg rystet, da jeg forlod CaféTeatret - for så at skulle kante mig rundt om danske og udenlandske medier på sensationsjagt her ved verdenspremieren på det skandaleramte, udskældte stykke.
Christian Lollike har som dramatiker og instruktør selv skullet løbe spidsrod mellem alle de fælder og faldgruber, der var kridtet op på Breivikbanen. Nej, det her er ikke et underholdningsstunt for at score kassen, og nej, Breivik kan ikke bare affærdiges som en enkelt galning eller den inkarnerede ondskab. Men hvad så? Godt at lade manden stå ene frem i mørket. Nøgen og udsat - over for alle vore forventninger. Breivik var også alene om sin udåd, oppe imod en overmagt. Ikke desto mindre fik han fuldført så meget af sin umulige mission mod politisk korrekt demokrati og muslimsk magtovertagelse, at han fik dræbt 77 mennesker. Dem ser vi ikke i forestillingen. De er der i forvejen, som et stort blødende spørgsmålstegn under det hele. Hvorfor begik han den udåd? Det har hverken retssag eller kilometervis af mediereportager kunnet gøre os meget klogere på. Men stik imod alle odds får forestillingen faktisk rykket os et godt stykke ind i mørket omkring Breivik. Spiller ikke Breivik Det afgørende greb består i, at skuespilleren Olaf Højgaard med det lange, magre fjæs, ikke foregiver at være Breivik. Derimod spiller han sig selv i jagten på at blive Breivik. Præcis ligesom den mediebevidste terrorist nøje iscenesatte sig selv i forsøget på at blive tempelridderen Breivik, frelser af den hvide kultur. Det er lag på lag af iscenesættelse, hvor Breiviks egne ord fra manifestet spændes op imod barndomsfotos og computerskydespil projiceret op på bagvæggen eller retssagens modstridende psykiatridiagnoser. Fiktion og virkelighed glider sammen ligesom i andet virkelighedsteater. En rejse ind i mørket, fra arbejdstøjet og frem mod Utøyakatastrofen. Ud og ind af rollen som Breivik glider Højgaard. Snart forsøger han desperat at knuse en sæk gødningspiller til eksplosivt bombemateriale, snart fægter han rundt med de 1.513 siders manifest, der også projiceres op på væggen på knastør, kedelig forelæsningsmaner. Eller han giver los i desperadodans, mens ansigtet fortrækker sig til flæbemund og kroppen pumper løs med kampklar højreekstremistisk knytnæve. LÆS OGSÅManden bag Breivik-stykke: »Jeg har ikke noget imod, at folk ikke kan lide mig« Frem for at skuespillergrebet blot bliver brugt som distance, en beskyttende airbag, så får det tværtom én til at glide med ud på skråplanet, hvor skuespilleren bliver mere og mere besat af sin Breivik - for hvad er det helt principielt, som adskiller ham fra den førhen ret almindelige mand, der blev terrorist. Med den aktuelle vækst i europæisk højreekstremisme og udsigten til en mulig fremtidshær af breivikker, hvordan ville man da selv forsvare sig? Som klimaks må skuespilleren iføre sig kampuniform og som en anden operettegeneral i sit eget computerspil gå om bord i båden på vej mod Utøya. Uanset at 100 stemmer i ham kæmper imod, »så er det nu eller aldrig«. Mørket breder sig Det er præcis her i springet fra at være menneske til massemorder, at forestillingen slår kloen i én - i kraft af selve teatersituationens konfrontation menneske til menneske, hvor vi uvægerlig involveres som vidner, potentielt medansvarlige, der måske kunne have grebet ind. Det kan virke patetisk, når det til slut er os, Breivik og forestillingen retter geværet mod. Vi ved fortsat ikke, hvem han er, men vi mærker mørket omkring ham, en tomhed, som 'han' smutter væk i. Midt i alle lag på lag af iscenesættelse og vores ønsker om at forstå og blive færdige med Breivik. Vi bliver aldrig færdige. Det er den følelse, stykket munder ud i, selv om jeg kunne have ønsket en mindre diffus slutning. Mørket breder sig. Mens Lollike på imponerende vis formår at holde balancen midt mellem alle faldgruberne, så er det netop tilskuerne, der må sande, hvordan følelsen af sikker grund forsvinder under fødderne på én. LÆS OGSÅ Omstridt Breivik-forestilling fik fredelig premiere Hvordan inddæmme en Breivik-virus, der går uden om vante forståelsesbåse og manifestmangfoldiggør sig i cyberspace såvel som i vores eget, angstfylde indre? Det er en stærk og etisk udfordrende oplevelse, uanset at det ikke er en ubetinget god forestilling, kunstnerisk set, eller om Højgaard med sit umiskendeligt fængende engagement er en supergod skuespiller. Det her handler ikke om æstetisk nydelse. Svarende til hele den debat som om teatrets og kunstens grænser, som forestillingen har affødt, har 'Manifest 2083' nu engang sin force i at være større end sig selv.
