Det er sjældent, man ser sådan en løssluppenhed på de danske teaterscener. Og så fra veteranerne på Odin Teatret i Holstebro! Iben Nagel Rasmussen, Roberta Carreri, Jan Ferslev, Tage Larsen, Kai Bredholdt. Og den levende legende selv, Eugenio Barba, der nærmer sig de 80. Men de giver den max gas på Takkelloftet i København i disse dage. Festfyrværkeri 'Det kroniske liv' er én lang anarkistisk fejring af teatret som kollektivt ritual. Og én lang protestsang. Imod krigen, imod volden, imod den sociale uretfærdighed. Hvor er vi? Hvad foregår der? De første tredive minutter af 'Det kroniske liv' er stramt komponeret kaos. Programmet fortæller, at vi befinder os flere steder i Europa i 2031 umiddelbart efter tredje verdenskrig. LÆS OGSÅDansk teater til eftersyn En enke begraver sin mand, imens en afdanket rockmusiker danser hvileløs omkring med sin elguitar som et levende oldtidslevn fra det 20. århundrede. En vildfaren østerlandsk ånd indsamler afhuggede lemmer, imens en blind dreng leder efter sin forsvundne far. Vi befinder os i et mytisk tidløst rum, hvor der ikke er nogen begyndelse eller nogen slutning, kun gentagelser. Kisten, som har besat scenens centrum, omdannes hurtigt til spisebord og alter, og tilbage igen. Livet og døden er ét kød. I denne frenetiske runddans af sorg og ødelæggelse følger begravelse på bøn, som følger på måltid, uden overgang. Håbløst kaos? Ikke helt. Retninger i kaos Der er retninger i kaos. Og sang. Iscenesætter Eugenio Barba knytter de fortabte krigsskæbner sammen igennem musik. Med ét istemmer de omflakkende folk en klagende sørgemarch, så hårene rejser sig på os derude i mørket. Violin, harmonika, trompet. Sublimt. Men snart efter glider de umærkeligt over i festhymne og hyldestsang og fylder det kompakte rum på Operaens loftscene med den generøse festenergi, der er Odin Teatrets adelsmærke. Smukt, galt og besættende som en gammel nordisk runddans i den endeløse danske midsommernat.
Men Odin Teatretsnye forestilling ender i en lidt for fast overbevisning om at stå i den gode sags tjeneste. Lidt efter lidt stivner 'Det kroniske liv' i rituel gentagelse af sin gestus, som i en protestsang på repeat. Digteren Ursula Andkjær Olsens tekster fordømmer krigens gru og protesterer over nationalismens selvtilstrækkelighed. »Med dem er der ikke plads til skal land bygges«, siger Tage Larsens ironiske sagfører med adresse til den danske asylpolitik. Ja! Tænker vi ude i mørket. Enige! Det er forkasteligt! Men udfordres vi - eller Odin Teatret - på allerede vundne overbevisninger? Nej. Det evige offer Krigens gru projiceres ind i et mytisk tidløst rum, hvor de samme ofre og de samme bødler, som her repræsenteres af to ansigtsløse soldater, gentager de samme handlinger igen og igen. Men desværre også den samme nationalkritiske satire, som vi har hørt så mange gange før. »Vi er røde, vi er hvide«, synger hele holdet med flammende øjne. Men hvad med overraskelsen, det uforudsete? Den tjetjenske flygtning, vidunderligt spillet af Julia Varley, dømmes til at være den evigt søgende og evigt sørgende mor. Det evige offer. Men hvad nu, hvis offeret selv var bøddel? Eller den blinde drengs forsvundne far, en ansigtsløs soldat? Det giver forestillingen ikke noget bud på. LÆS OGSÅStor nordisk scenekunstbegivenhed er en skuffelse 'Det kroniske liv' gennemfører sin fordømmelse af krig og nationalisme med en fatalistisk determination, der ikke levner nogen plads til det uventede, og dermed ender protesten i resignation. »Everybody knows«, synger skuespillerne med Leonard Cohens berømte ord. »That is how it goes«. Men inden da har de opvist en så sjældent set anarkistisk teaterenergi, at det heldigvis meget vel kunne gå os anderledes. Mere af det på de danske scener!
