Frank er ikke bare livstræt. Han er helt færdig. En afdanket universitetsprofessor, som gemmer sprutflasker i bogreolen på kontoret og drømmer om at kaste sine ugidelige studerende ud gennem vinduet. Rita er frisør og arbejderklasse med stort A. En hurtig mund og et åbent sind, som til gengæld ikke har helt styr på retskrivningen. De er hinandens diametrale modsætninger. Socialt, kulturelt, aldersmæssigt. Men modsætninger mødes, og sød musik opstår. I hvert fald en form for tiltrækning. Han har noget, hun kan bruge. Hun har noget, han kan bruge. LÆS OGSÅ Instruktør vælger ugens forestilling: 'Educating Rita' er passioneret dagligstuedrama Cecilie Stenspil og Flemming Enevold spiller det umage par, der måske bare bruger hinanden til at komme fri af hver sit eksistentielle dødvande. Rita melder sig til et åbent aftenkursus i engelsk litteratur hos Frank, fordi hun vil op og videre. Væk fra bunden og manden Denny, som ikke forstår hendes længsel. Frank tager de ekstra timer for at betale en barregning på den lokale pub, og fordi han ikke gider gå hjem til sin kæreste, der kan lave lam og ratatouille, men måske ikke så meget mere end det. Hæmninger Stenspil og Enevold yder hinanden fint modspil og er godt castet til rollerne. Men de to skuespilleres præstationer hæmmes af, at iscenesætter Madeleine Røn Juul ikke for alvor er interesseret i de sociale og eksistentielle konflikter, der styrer karaktererne og deres dragning imod hinanden.
Flemming Enevold er træt og blasert, som Frank skal være. Han bliver bare ikke helt træt og blasert nok til, at vi kan interessere os for ham som menneske. Eller som teater. Hans alkoholproblem bliver ikke helt pinligt nok, eller hans forliste digterkarriere helt smertefuld nok, til at vi kan mærke antydningen af et mislykket menneske. Enevold får lov til at køre på rutinen, som Frank gør det. Og det kan der selvfølgelig være en pointe i, når vi har at gøre med en mand, som ikke rigtig gider længere. Men når iscenesættelsen rent formelt også kører på rutinen, bliver det en noget traurig affære. De mange korte scener har nogenlunde samme opbygning og rytme og præsenterer os for en udlægning af stykket snarere end en opførelse af det. Frank og Rita sidder ved et bord og taler. Frank og Rita sidder i en sofa og taler. Frank og Rita står ved en bogreol og taler. Men scenen og rummet imellem Enevold og Stenspil fyldes aldrig af de passioner og rystelser, som Willy Russells tekst fortæller om. Som litteraturunderviser ville Frank, med Hemingway, sige: »Show it, don’t tell it«. Redningskvinde Cecilie Stenspil er både energisk og charmerende som Rita, der til sidst lærer de sociale koder og begynder at tale som en lærd herre. Men selv Stenspils energiske spil ender med at køre i tomgang, fordi det ikke holdes oppe af en troværdig karaktertegning med forbindelse til en virkelighed, vi kender. Stenspil lyder som en fordansket udgave af Julie Walters fra Willy Russels egen filmatisering af stykket fra 1983. Men hvordan ville Rita lyde i dag? Hvor ville hun komme fra? Det giver forestillingen ikke noget bud på. LÆS OGSÅ Fantastisk skuespillerhold går løs på Molière-klassiker ’Educating Rita’ er skrevet i 1980 og handler om det britiske klassesamfund. Er social position noget, man er, eller noget, man kan lære – hvis ellers man får chancen? Et tidløst og universelt spørgsmål, som er mindst lige så relevant i dag som for 32 år siden. Men denne opsætning får ikke støvet Russells tekst af. Forestillingen giver os den nuttede komedie, men dykker aldrig ned i den underlæggende samfundskritik. Men hvis det skal blive rigtig morsomt, er det altså nødt til at gøre lidt ondt også.
