Lyt til artiklen
Den lille provinsby er som en skolegård. Er man en af de kiksede, er der aldrig plads på bænken. Uanset hvor mange eller hvor få der sidder på den. Den erfaring indkasserer den skævt byggede Thummelumsen i første scene af Nørrebro Teaters dramatisering af Gustav Wieds ’Livsens ondskab’.
Men ak, den bette Emanuel Thomsen hverken kan eller vil fatte pointen. En social stræber er født. Som aldrig nogensinde vil opnå hverken de fines eller de fattigfines respekt eller accept, uanset hvor højt på fædrenegårdens stråtag han måtte ende med at kunne sætte sig.
