Prægtigt ser den ud, scenografien til ’Røde Orm’, som den ligger ved siden af Moesgaard Museums geniale nye arkitektur fra 2014. Et vikingeskib, der stævner ud på det blå hav med kurs mod drama, indsigt, originalitet og morskab. Desværre er det kun den sidstnævnte location, man når frem til. For selv om forestillingen er velspillet – omend lovlig højlydt og deklamerende sine steder – folkelig, farverig og festlig, så er der reelt kun tale om et vold- eller vikingespil med honette ambitioner. Og der er point for at inddrage landskabet og museumsbygningen i fortællingen, men man kunne ærligt talt godt have ønsket sig nogle flere kunstneriske proteiner fremfor en dialog spækket med vikingevulgariteter og kampscener, der savner elegance og skarphed.

Det er fint nok, at Aarhus 2017 – euroæisk kulturby med sit erklærede ønske om at ’rethinke’ kulturen – indgår et samarbejde med Det Kongelige Teater. Når nu man har en nationalscene, er det da kun naturligt at inddrage den i så omfattende en affære som den et år lange fejring af kunsten og kulturen. Men hvor kom det lige fra, at man skulle dramatisere en svensk roman fra midten af 1940’erne, der handler om en skånsk viking, som rejser ud, kommer hjem og bliver gift med en kongedatter? Og skære den til, så den ender med at være en fabel om kulturel tilpasning, ligestilling, hovmod står for fald og pragmatisme? Det er ikke til at sige, og resultatet er da også en temmelig uafklaret affære, der kun kommer hjem fra langfarten på grund af sine ihærdigt kæmpende skuespillere, en herlig musikalsk underlægning og så den tryghedsskabende fornemmelse af, at det sgu nok går alt sammen.