Sjældent har jeg hygget mig så meget med at få en offentlig skideballe. Publikum får simpelthen en ordentlig sviner, som vi bare sidder dér på bænkeraderne. Det er i bund og grund det, der er galt med os facebookslaver og andelshavere med siddesår og rådne altaner: »I forhold til hvor meget I sidder ned, er det utroligt, hvor lidt I tænker jer om!«.
Sådan flyder det fra ’Misantropen’ af i dag, som langt ude er nært beslægtet med Molières berømte menneskehader fra 1660. Der er så meget tryk på, at han – den stride sandhedssøger André – ser det som sin livsopgave at lukke sin indædte lede ved alverdens tilstand ud i eksplosive udladninger, tilmed i let rimede tirader. Det gælder ikke bare slænget af spraglede, selvfede, overfladesurfende kunstnertyper omkring ham på scenen, men i tidens performative, inkluderende ånd, ikke mindst den magelige publikumsforsamling rub og stub. Det sparker forestillingen godt ud over rampen i Valby by night.
