I 1964-filmatiseringen af Ernst Hemingways klassiker ’The Killers’ skydes republikaneren Ronald Reagan af den døende lejemorder spillet af demokraten Lee Marvin. Det var første gang og i sin sidste (bedste?) rolle, at Reagan var skurk. På film. Og efter filmens rulletekster er resten historie.
Manden, der engang var mest kendt for roller som amerikansk sportsmand, filmsheikens sidekick, sherif i B-westerns og en film med markant modspil af en chimpanse, fik i virkeligheden på otte præsidentielle år mere kamerafokus end i alle årene i filmbranchen. Før vi gør ham til en konservativ skytshelgen, var han faktisk engang fagforeningsmand. En registreret demokrat, som skyldte Roosevelts New Deal, at hans familie ikke gik helt i hundene på grund af depression og druk.
Dette fortælles fremragende i en seriel dokumentarfilm på DRDK. Bonderøven fra bibelbæltet, som blev den største cowboypræsident nogensinde. Som en anden U.S. Marshal kræver Reagan, at Gorbatjov river Muren ned. Men vi er mere i cowboyfilmens Virginia City end i koldkrigens Berlin. »How fast are you, Gorba?«. Ikke hurtig nok.
Ægte eller uægte, Reagan havde en karisma, som fik selv venstresnoede intellektuelle til at spise popcorn. Han var det USA, som kulturen ved kysterne med Kennedy i spidsen skjulte for snobbede europæere. Såsom fantastisk indendørsarkitektur, da han og fruen flytter ind i præsidentboligen: tidlig Walt Disney-stil, børsmæglerbarok, rumænsk rokoko, små ting i jade og sofaarrangementer lidt mindre end Gellerupparken. En særdeles stærk scene er den, hvor ægteparret spiser tv-dinner i stole lidt hyggeligere end dem, du sidder i hos tandlægen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
