Det bliver mere og mere tydeligt i ’Den store juniorbagedyst’, at der faktisk står andet og mere på spil, end når de voksne kombattanter svinger kagerullen og tryller med sprøjteposens tyller. For de personligt myndige kageentusiasters vedkommende er det klart konkurrencen, et muligt karriereskift og chancen for at blive en velafbagt kändis, der dingler som gulerod for enden af formatets og dommernes kosteskaft. Mens det for de yngre dejdisciple handler om at blive en del af et fællesskab, opnå anerkendelse for deres passion og måske også træde ud af en social eller psykologisk slagskygge.
Og derfor var det også desto mere hjerteskærende at se den livsglade Andreas bryde sammen i gråd, da dommerne besluttede, at hans deltagelse i løjerne var at regne for overstået. For ja, hans kagemand var måske lidt løs i fugen og ikke så snorlige – for nu at tale konkurrencesamfundslingo – som man kunne have ønsket sig, og kan hænde, at hans bud på en flødebolle med indbygget jordbær ej heller sad lige i montren. Men hans smittende humør og kække kampgejst var forrygende. Imidlertid, og den lektie kan vi så alle lære, skal der, ligesom når man spiller tænkeboks om bajere på bodegaen, findes en taber. Det er en del af konceptet. Og skulle dette så kaste lidt tårer og tænders gnidsel af sig, er det jo at betragte som en yderligere emotionel gevinst i denne sukkerfedtede gladiatorarena, der er moderne underholdningsfjernsyn.
