Vennerne Bertolt Brecht og Walter Benjamin bekrigede på hver sin måde den iscenesatte sentimentalitet. Brecht i teatret, hvor følelser aldrig må blænde fornuften. Den sande, spontane sentimentalitet er ordløs. Som hos den stumme Kattrin i hans ’Mutter Courage’. Benjamin i mellemkrigstidens Paris så den følsomme hverdagsnationalisme som forførisk forspil til fascisme. Tårer er ikke altid uskyldige.
Jeg tænker på de to tyske herrers holdninger, når julereklamerne farer over skærmen. Gør selv den mest koldhævede sjæl ganske og aldeles tårelabil. I relation til Charles Dickens’ juleeventyr kaldes det gerne for julesamhørighed. En smuk tanke. Alle kommer hinanden ved netop i dagene omkring jul. Finder sammen ved den store nadver på flæsk og fællesskab, kalkun og kammerater eller gås med gæster. Eller hvilken ædelse du nu sætter på bordet.
