Trods en appetitlig anmeldelse her i avisen for næsten to år siden undgik jeg længe den britiske dokumentarfilm ’Hvorfor elsker vi romantiske komedier?’ fra 2019. Jeg er ikke meget for den slags film, der ligesom de gamle ’That’s Entertainment’ udelukkende består af filmcitater. Fred og Ginger på rulleskøjter til musik af Gershwin, Judy Garland, som synger sin Trolley-sang, Gene Kelly, der danser i regnen. Stå af i Roskilde, og spis dig mæt i kanapeer.
Men kvinden bag klippene, sangeren og instruktøren Elizabeth Sankey, har konstrueret sin film som et langt essay med indskud fra andre cinéaster. Det gør filmen seværdig som andet end flimmer. Hun tager udgangspunkt i sin egen ungdoms fascination ved lystspil, der ender lykkeligt med, at kvinden får sin mand efter diverse forhindringer, egen klodsethed, misforståelser eller klasseforskelle. De er/var hvide og heteronormative, i mine øjne meget amerikansk middelklasse, også når de foregik uden for USA.
