Anden sæson af DR’s gør-det-selv-program ‘Vores første hus’ føles stadig flad, men mere ærlig end den første, skriver journalist Frauke Giebner i denne klumme.
Hvorfor jeg så hele første sæson af dette DR-program er stadig en gåde
I DR's 'Vores første hus' er vi tilbage hos Thomas og Nadja. Thomas er kommet til skade, så Nadia må selv forsøge at lægge sildebensparketgulvet. Foto: Anne-Sofie Mee Fischer, DR
Lyt til artiklen
Henter...
Jeg begyndte at se boligprogrammer for godt to år siden, da min kæreste og jeg lige havde købt en stråtækt ruin i en sjællandsk landsby. Jeg tændte fjernsynet for at få inspiration og blev hængende for nederlagene, de stærke følelser og forløsningen; den store finale i form af før-og-efter-billederne.
Men hvorfor jeg egentlig så hele første sæson af ‘Vores første hus’, er stadig lidt en gåde for mig. Måske for at føle mig mindre alene. For der ér store følelser forbundet med at bygge et hjem fra bunden. Når tidsplanen er skredet med et år, der er hul i taget, og ens byggemakker smadrer sin menisk, så man skal grave ud til gulvvarme i halvfrossen februarjord helt alene, har man brug for at være sammen med nogen, der lider ligesådan.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
