Tårerne traf lige i de øjne, hvormed jeg bag nedrullede gardiner, med slukket lys og radiator havde smugkigget på kvartfinalen mellem Portugal og Marokko. Den, der endte med en beskeden sejr til sidstnævnte mod et pludselig meget tandløst portugisisk mandskab, hvis store ikon, Cristiano Ronaldo, blev fulgt ud af sit sidste og miserable VM af et meget nærgående kamera. Helt ud af banen og ud i gangene under stadion fulgte vi Ronaldo, der pressede et par fingre mod øjnene for at tørre tårerne af.
Problemet var jo bare, at der ikke var nogen tårer. Det skulle bare se sådan ud, fornemmede man. Alligevel blev de indbildte tårer, Ronaldo nærmest desperat forsøgte at fremtvinge, den mest sigende detalje fra dette mærkværdige VM for mig. Indtil dagens finale mellem Argentina (vamos, vamos!) og Frankrig er der i hvert fald ikke noget, som har gjort lige så stort indtryk på mig.
