Før der var Cousin Greg, Tom Wambsgans og Logan Roy, var der Super Hans, Big Suze og Dobby.
Den britiske manuskriptforfatter Jesse Armstrong er blevet hyldet for tv-serien ‘Succession’ om en fiktiv mediemogul og hans familie af følelsesmæssige ringvrag, og lider man af post-’Succession’-blues efter seriens sidste afsnit, som blev tilgængeligt i forrige uge, findes den bedste medicin i Armstrongs bagkatalog.
Ikke mindst i komedieserien ’Peep Show’, som er et kulthit i Storbritannien.
På papiret er der langt fra familien Roys superyachts til det grå betonbyggeri London-forstaden Croydon, hvor ’Peep Show’ udspiller sig hos vennerne Mark Corrigan og Jeremy ’Jez’ Usbourne.
Men komedien er på mange måde arnestedet for al den nihilisme og kulsorte humor, som har gjort ’Succession’ til en gigasucces. Forestil dig serien ’Friends’, hvor den friskbryggede kaffe er byttet ud med lunkne dåsebajere, og den lidt fjollede veninde var en crackafhængig svindler med pædofile tilbøjeligheder.
’Peep Show’ handler om den gammelkloge og lettere misantropiske Mark, der slæber sig igennem sit arbejde i et kreditselskab, og den ulyksalige musiker Jeremy, der hustler sig fra fiasko til fiasko. En slags Beavis and Butthead-duo, der kalder sig selv El Dude Brothers – en forløber til Greg og Toms Disgusting Brothers i ’Succession’ – og bor i en klaustrofobisk toværelses lejlighed, der lægger kvadratmeter til juleaften, technofest og en kidnapning, og hvor alle drømme om kærlighed og karriere går i vasken.
Påskeæg og seat sniffers
Blandt de bedste biroller i serien er Marks slimede og sadistiske chef Alan Johnson og vennen Super Hans, en plattenslager, der gang på gang forfører Jeremy med løfter om musikalsk succes.
Super Hans er seriens virkelige stjerne. Skarp i replikken som Roman, konspiratorisk anlagt som Connor og med et crackforbrug, der ville få Kendall til at slikke sig om munden.
»Folk kan lide Coldplay og stemte på nazisterne. Du kan ikke stole på folk«, lyder en af Super Hans’ famøse oneliners.
Meget af serien er optaget fra skuespillernes synspunkt, så vi er helt oppe i ansigtet på vores venner, når de sniffer og snaver, og hører deres tanker, når de brækker sig eller brænder toastbrødet på.
Og så er der alle påskeæggene fra ’Peep Show’, som Jesse Armstrong har plantet i ’Succession’:
Når Roman Roy taler om en »fucky-sucky brigade«, er det tyvstjålet fra ’Peep Show’. Og når Logan Roy i ’Succession’ kalder præsidenten for en »seat sniffer«, er det et ekko af Mark, der beskriver sin rival.
Før verdens bedste dramaserie om en dysfunktionel rigmandsfamilie var der verdens bedste komedie om et dysfunktionelt vennepar i Croydon.
fortsæt med at læse
