Som ung popmusikfan var 1970’erne slet ikke nogen dårlig periode. Mange af datidens kunstnere udgav album og sange, som den dag i dag står som mesterværker, selv om døgnfluerne selvsagt fløj deres vemodigt korte togt mod glemslen og mørket, væk fra popularitetens lys.
Men det var problematisk at få tilgang til musikken. Ens egne midler rakte kun sjældent til andet end at lappe de mest uhyrlige huller i samlingen, og boede man ikke i en kommune med udlån af lp’er mod forevisning af anerkendt pick-up, var man henvist til statsradiofoniens mildest talt lapidariske dækning af feltet. Og i de levende billeders land stod det skralt til. Lørdagsunderholdningen kunne lejlighedsvis byde på noget, der mindede om rock’n’roll, men hældningen var til den mere folkelige side i refrænsangens tegn.
