På blot få år er fuldtidsjobbet som professionel computerspiller gået fra at være drøm til at være virkelighed for flere hundrede håbefulde spillere. I hvert fald i Sydøstasien. I Danmark og i Europa går udviklingen mere trægt. Endnu findes der blot nogle få tusinde professionelle computerspillere og langt færre, der som JaeHo Jang, som vi møder her på siderne, kan tjene 1,5 millioner kroner på årsbasis ved at spille, og som nyder samme stjernestatus i deres hjemlande, typisk Korea og Kina, som håndbold- og fodboldstjerner herhjemme. Derimod findes der tusindvis af semiprofessionelle i både USA, Europa og Asien, der – med Rasmus Pedersen fra den danske interesseorganisation Copenhagen eSports ord – kan »supplere deres SU med bonus fra gamingscenen«. Millioner af sponsorkroner Pengene vindes ved turneringer. Blandt de største i verden er World Cyber Games, og på linje med den ligger en anden verdensturnering, Cyberathlete Professional League, men der findes som i den fysiske sportsverden mange mindre turneringer. Én uge er de største navne således inviteret til Köln for at kæmpe om 20.000 euro, den næste er et markant større felt samlet i Moskva, og ugen efter er der måske kvalifikationskampe online for dem, der ikke automatisk er kvalificeret. Nogle gange spilles der ved små og eksklusive en mod en-opvisningskampe, andre gange gælder det større, mere åbne turneringer, men i alle tilfælde kommer pengene i turneringerne fra sponsorer, og i så godt som alle tilfælde er sponsorerne spilrelaterede firmaer, blandt andre chipproducenter som Intel, AMD og ATI samt hi-fi-giganter som Sony og Samsung. Også i Danmark holdes der i dag større spilturneringer: »Til den kommende SHG-turnering (holdes i København i dag og i morgen, red.), der er Danmarks største, regner vi med 2.000 deltagere, og der er naturligvis endnu flere til de store internationale turneringer. Altså, ikke fysisk til stede, men i kvalifikationskampe, der foregår via nettet«, forklarer Rasmus Pedersen. Forskellige mentaliteter Der er dog stadig et pænt stykke vej, før dansk e-sport når niveauet i Sydøstasien, mener han: »E-sport i Danmark og Norden er netop nu inde i en følerfase rent politisk-, medie- og kulturmæssigt. Begrebet e-sport er endnu forbundet med en vis usikkerhed og fremmedhed. Offentligheden har stadig svært ved at sætte ansigt på os«. »Asien er til gengæld med helt fremme. Det samme er USA, der er fulgt i sporet på de asiatiske tv-transmissioner af kampe med CBS-kanalen DirectTV. Det har været helt centralt i forhold til professionaliseringen og har betydet, at der er kommet flere penge – og at spillerne har opnået stjernestatus«, siger Rasmus Pedersen.