Duften af tørret, fermenteret tobak hænger i luften, da Don Blå skodder sin Robustucigar.
Med et sidste blik på en anspændt Don Rød samler han terningerne op, trækker på skuldrene og kaster dem ud på spillebrættet. Få sekunder senere farver Mr. Needles blod brostenene røde foran Boom Boom Room, lokale glædespiger løber panikslagne rundt på gaden, og i det fjerne kan politiets sirener høres. Sådan er det en ganske almindelig aften i 20’ernes ’The Windy City’, Chicago. Forbudstiden i USA sikrer lokale mafiosi og gangstere optimale vilkår for deres lyssky forretninger, og perioden har siden hen inspireret til utallige film om Capone og andre fribytteres frie fortolkning af lovgivningen. I det danskproducerede spil ’King of Chicago’ er essensen af datidens magtkampe i mørke gyder kogt ned til et underholdende, spiseligt brætspil, der på fornem vis skaber stemning rundt om spisestuebordet. Her gælder det ikke om at være de gode vogtere, der i lovens tjeneste renser byen for samfundets pariaer. I stedet kan man med sindsro finde vatrondellerne frem, proppe dem ind bag kinderne og med voldsom læspen og savl dryppende ud af mundvigen give sine medspillere tilbud, de ikke kan afslå. Tid til forhandling På trods af et længere regelhæfte, der under det første spil godt kan tage mere end en time at gennemgå, er ’King of Chicago’ ikke synderlig kompliceret. På et bræt, der kan beskrives som de autonomes fortolkning af matador, kan spillerne køre rundt på kryds og tværs for at hente smuglergods, erobre territorier eller besigtige de spillesteder, stripklubber eller de skænkestuer, de har investeret i. Undervejs er det alle frit stillet at forhandle på kryds og tværs. Måske mangler Don Sort lidt spiritus, som Don Rød hellere end gerne leverer mod lidt kontant afregning plus en ikkeangrebspagt i den følgende runde. Der er frit slag, hvilket især kommer til udtryk i statusrunden i slutningen af hver tur. Her får alle spillere udbetalt kontanter, efter hvor meget af byens territorier, de har erobret, samt antallet af forretninger. Pengene kan udelukkende bruges på at hyre håndlangere – og håndlangerne sælger sig selv til højestbydende. Dette auktionssystem er blandt de små juveler i ’King of Chicago’, fordi det i høj grad gælder om at lokke modstanderne til at købe så dyrt som muligt, mens man selv skal slippe af med lidt håndører for de håndlangere, man selv har brug for. Så selv om alle opgør undervejs i spillet afgøres ved at slå med terningerne, er der forinden plads til at foretage en lang række taktiske og diplomatiske krumspring. Don Politi Politiet spiller også en rolle i ’King of Chicago’, da deres tjenester går til den forbryderbande, der hver runde byder den højeste sum i bestikkelse. Under vores spilleri var der tydeligvis et element af spytslikkeri, når paranoiaen bredte sig blandt de spillere, der var raget uklar med den Don, der havde lovens lange arm i lommen. Desværre er ’King of Chicago’ en kende for langtrukkent til at fastholde opmærksomheden hos en gennemsnitlig dansk la famiglia. Dels fordi det kræver en vis portion rollespil fra medspillerne, før det detaljerige brætspil for alvor letter fra bordet – det er nu sjovere, hvis der bliver råbt op om vendettaer og familiens ære, når den står på maskinpistoler og drive by-shootings i brætspillet. Dels er det aggressive konkurrenceelement og tonen i spillets beskrivelser så tro mod sit ophav som for eksempel ’The Godfather’-trilogien, at spillet fortrinsvis er rettet mod Don Mand med hang til en cigar og whiskysjusser i slyngelstuen.
