For både film og spil gælder, at visuel uhygge er en antydningens kunst.
Det er svært i spil, hvor spilleren som oftest har mulighed for at gøre sine fejltagelser om, og dermed gøre det uhyggelige genkendeligt. Derfor skal stemningen være stærkt etableret allerede før spillet går i gang – her med en meget lang filmsekvens, hvor man en ’mørk og stormfuld nat’ følger en langturschauffør med kraniekassen fuld af ubehagelige minder, der trænger sig på. Pludselig står en lille pige midt på vejen. Han standser og følger efter hende til fods, først ind i et brændende hus, hvor han redder et mirakuløst levende, men næsten forkullet barn ud. Inden han til fods løber ind i Silent Hill ...




























