Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Bag spejlet vandrer udøde klagende omkring, og man må finde diverse forhåndenværende tunge eller spidse genstande at afkorte deres gang på Jorden med.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Intet nyt fra Silent Hill-gyserspillet

'Silent Hill: Origins' er en forløber for gyserspilserien, men forløser ikke meget i forhold til de andre i serien gemt i fortrængningernes tåge.

Spil
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For både film og spil gælder, at visuel uhygge er en antydningens kunst.

Det er svært i spil, hvor spilleren som oftest har mulighed for at gøre sine fejltagelser om, og dermed gøre det uhyggelige genkendeligt. Derfor skal stemningen være stærkt etableret allerede før spillet går i gang – her med en meget lang filmsekvens, hvor man en ’mørk og stormfuld nat’ følger en langturschauffør med kraniekassen fuld af ubehagelige minder, der trænger sig på. Pludselig står en lille pige midt på vejen. Han standser og følger efter hende til fods, først ind i et brændende hus, hvor han redder et mirakuløst levende, men næsten forkullet barn ud. Inden han til fods løber ind i Silent Hill ...

Forløber for serien


Silent Hill er en by i USA. En fiktiv by i evig tåge, hvor helvede bogstaveligt talt er brudt løs. En by som i ti år har lagt ryg til en strøm af spil, film, romaner og tegneserier. Dette femte spil i serien udkom sidste år til den håndholdte PSP. Så det er lidt komisk, at spillet til PS2 stadig hedder Origins. Der er nemlig intet originalt ved det. Hemmeligheden bag titlen går på, at fortællingen er en forløber til seriens øvrige spil.

Den giver bare ikke meget mening, og vel fremme i den mennesketomme grå by overvejer man, om livet ikke er for kort til dette spil. Men kigger man i spejlet, ser man en blodrød verden, og rører man ved spejlet, foregår spillet dér. Bag spejlet vandrer udøde klagende omkring, og man må finde diverse forhåndenværende tunge eller spidse genstande at afkorte deres gang på Jorden med. Kun langsomt, blodigt og med adskillige spring mellem spejlets røde og tågens grå verden kommer man til en forklaring på indledningsfilmen.

Styringen er upræcis i kamp, og animationen er stivbenet, men en meget fin, krybende lydside animerer de små hår i nakken. Og efterhånden som fortællingens mange komplicerede gåder hober sig op, begynder engagementet i den til dels at dukke ud af tågen. Som et brændende barn.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden