Er man typen, der får hovedpine af at kigge og tænke over M. C. Eschers stilskabende perspektivforvrængende malerier, vil ’Echochrome’ være mere hovedpine end hit. ’Echochrome’ går ud på at guide en mannequindukke af træ igennem ved første øjekast umulige baner. Tvistet er, at spillets virkelighed ændrer sig alt afhængig af perspektivet. Hvis man drejer synsvinklen så afsatser, der før var under pludselig er over, eller et hul forsvinder fra syne, bliver dette virkeligheden for ens evigt omvandrende mannequindukke. Banens opbygning er altid præcis, hvad du ser på skærmen, så det er om løbende at ændre synsvinklen, så mannequindukken trisser sikkert i mål. Dermed leger ’Echochrome’ drilsk med det faktum, at al nutidens fancy tredimensionelle grafik altid er bundet til en todimensional skærm og derfor altid simuleret. Ren synsbedrag, der kun skal agere salgsargument for at sælge flere spillekonsoller med smukkere grafik.
Lav egne hjernevrid
Er spillets 56 baner med flere udfordringer per bane ikke nok, får man de samme værktøjer som spillets skabere til et lave sine egne. Men på PSP kan man kun dele sine værker lokalt med vennerne, hvor udgaven fra PlayStation 3’s indbyggede online-tjeneste PlayStation Network giver mulighed for at oploade kreationerne og dele dem online med hele verden. I linje med det simple koncept har Sony valgt at holde en slående stram stil i billede som lyd. Sorte minimalistiske stregtegninger på en skærende hvid baggrund og moderne strygermusik modsvarer modigt spilverdenens sædvanlige audiovisuelle fyrværkeri. Som et superdesignet konceptrum fra Bo Bedre er det lækkert at se på, men ikke et sted man slår sig ned. Derfor nydes ’Echochromes’ mange hovedbrud bedst i mindre doser.
