Man kan drikke sig en kæp i øret, stjæle en bil og køre en tilfældig fodgænger ned.
Er dette ikke langt over stregen? Jo. Men man kan også lade være. Oplevelsen af uhørt frihed er netop det, der gør ’Grand Theft Auto IV’ (GTA4) til et overbevisende og næsten uudtømmeligt spil. Og med frihed kommer jo ansvaret for den anden, som dog har en noget anden valør, når vi taler digitale figurer. Så ja, jeg har udspillet alle fordommene: været på stripklub, kørt fodgængere ned, sprængt bygninger i luften, skudt mafialedere og drukket mig i hegnet. Tilmed prøvet at køre bil efter sidstnævnte, indtil jeg blev anholdt af politiet. Jeg er død og genopstået 23 gange og har praktisk taget gjort alt det, jeg aldrig ville gøre i den virkelige verden. Og jeg har nydt hvert et sekund. Voldsdiskussionen er uundgåelig, når et spilfænomen som GTA4 lander foran en forældregenerations fødder og bipper som en tidsindstillet bombe af bekymringer: nyt brændstof til en ængstelsesindustri, der i ’Grand Theft Auto’-serien ser en mordsimulator, der opildner ungdomssind til at overføre spillets voldelige løsningsmodeller til virkeligheden. Men selv om ’Grand Theft Auto’ giver dig friheden til at opføre dig som afstumpet sadist, er det bare ikke givende i længden. Særligt i denne fjerde udgave, hvis frihed og levende portræt af en storby snarere styrker vores moralske forestillinger ved konstant at udstille dem i et grotesk parallelunivers, hvor så meget, men langtfra alt er muligt. Hvad angår indhold, byder GTA4 ikke på noget, der ikke er vist i primetime på dansk tv – ofte via amerikanske tv-serier og blockbustere. Ikke at det retfærdiggør virtuelle blodsudgydelser i sig selv, men GTA4 tager skridtet videre ved at bruge vold som blot et af mange midler til at spidde amerikansk mediekulturs glorificering af den kriminelle underverden. Sat i byen Liberty City modelleret over New York udstiller spillet et afmattet Amerika. Et land i opløsning, der i sin famlen efter fodfæste har grebet ud efter porøse klipper: blind religionsfanatisme, tilbedelse af højredrejede synspunkter og eget ego sat øverst over alt. Til denne dystopi ankommer GTA-seriens hidtil mest facetterede hovedperson Niko Bellic; en arret krigsveteran fra Østeuropa lokket til den nye verden af sin jubeloptimistiske fætter Roman. I sine breve har Roman solgt Amerika som chancernes ’tag selv-bar’ blottet for tømmermænd, så Niko ankommer med firebåden for at finde frelse fra sin kriminelle fortid og sine krigstraumer fra Balkankrigen. Fætter Roman er den forfejlede drømmejæger fanget i samfundets bundgarn, hvor han lever som taxachauffør i evig gæld til byens østeuropæiske mafiabander. Spændingsfeltet mellem Romans optimisme og Nikos drømmedræbende realitetssans tegner et forvrænget spejlbillede af den amerikanske drøm, for som Niko mørkt konstaterer: »Der findes ingen ny start – man begynder bare forfra med den samme mængde bagage«. Til en begyndelse forsøger Niko at undsige sig sin kriminelle løbebane ved at hjælpe Roman med taxa-selskabet, men inden længe flokkes Liberty Citys magtgribbe over deres hoveder. Hurtigt er Niko tvunget til at spille efter underverdenens junglelov dikteret af mafiabosser, alle fordærvede af egen magtliderlighed. Budskabet står tydeligt i spillet: Alle helte er døde, og denne underverden skal ikke romantiseres. Nikos opgaver bliver herefter en del gensyn fra tidligere GTA-spil – lejemord, biltyveri (der har givet serien sit navn, red.), hackning af politicomputere eller opstøvning af smuglergods. Største forskel til tidligere ligger i opgavernes latente uforudsigelighed. Af og til blive man stillet i et moralsk dilemma, som når man f.eks. tidligt i spillet skal vælge, om man vil lade en småkriminel dø som beordret eller redde hans liv, hvis han sværger at forsvinde fra byens overflade. Sådanne valg snarere styrker end fordærver ens moral, for hvordan valget reelt påvirker historien, har jeg endnu til gode at se. GTA4 er en overvældende mastodont af en spiloplevelse, der ikke er mulig at sammenfatte blot to uger efter lanceringen – selv hvis jeg havde spillet i døgndrift. Den historiedrevne del af spillet tager alene flere uger at spille igennem, hvis man vil have detaljerne med. Dertil kommer et svimlende antal sideopgaver, tidsfordriv, hemmeligheder og særlig hygge med de venne- og kæresterelationer, som man skaber i løbet af spillet. En central del af GTA4 er nemlig at pleje sine sociale relationer ved at tage på bar, se stand-up-show, bowle eller gå på restaurant. Ikke at hyggen direkte fører én videre i hovedhistorien, men ved at skabe et aktivt socialliv bliver Nikos verden hæftet sammen: Man begynder at nære følelser og bekymre sig for ens venner, hvilket igen afspejler, hvordan man vælger at tackle den givne frihed. For når ens venner i spillet ringer for at invitere én ud, så føler man et stik af skyldfølelse, hvis man må afslå. Denne intense indlevelse skyldes også, at simuleringen af Liberty City er blandt de mest respektindgydende spilbedrifter i historien, hvor man let kan stirre sig blind og miste fokus fra historien i øjeblikke af åndeløs skønhed. Flyv lavt over Manhattan-look-a-like ved nattetide, stå på et gadehjørne og nyd myldret af studerende, rabbinere, narkomaner og overklasse-shoppere stryge forbi eller synk en ekstra gang, når du kører over en af byens broer indsvøbt i solens sidste stråler over vandet. Vejret skifter ham, dag bliver til tusmørke, byen lever og ånder i sit eget liv. Mesterværket fuldendes ikke kun af de tekniske triumfer, men også af en mediebevidst ironi, der siver ind ad alle sprækker. Tit har jeg ladet spillets historie vige for at lytte til urkomiske parodier på amerikanske radioshow eller grotesk partiske nyhedsindslag over spillets bilradio, hvis ikke jeg lige kunne bruge timer på at beundre grundigheden i Rockstars portræt af amerikansk kultur set gennem internet og tv. Alt bidrager til en konstant samfundskritik med glimt i øjet. Så intet under, at GTA4 er et fænomen, der kun kan laves i Europa. Og som USA elsker og elsker at foragte af samme årsag: Fordi det spidder landets egne kulturværdier. GTA4 er mere end et spil. Det er en oplevelse, der definerer nye standarder for potentialet i interaktiv historiefortælling, men med sin illusoriske frihed og virkemidler udstiller det samtidig en generationskløft mellem dem, der spiller, og dem, der bekymrer sig. Som al anden samfundssatire kræver spillet modenhed, hvis dets budskaber skal fortolkes rigtigt, for lagt i de forkerte (børne)hænder, kan GTA4 isoleret set opleves som en mordsimulator. Så overhold aldersmærkningen på 18 år. Men sat i sin rette kontekst er GTA4 mediehistoriens bedste bud på interaktiv, intertekstuel socialrealisme.