Frygten for fiasko er en fast blind passager i enhver spilproduktion.
Den fortærer kreativiteten og er årsag til, at hovedparten af udviklere vælger de sikre veje bredest muligt appel. Men der findes spil, hvor den samme frygt har ildnet til provokation og trods. Spil, der elsker at vise, at de er bevidste om spillets regler og nyder at bryde hver eneste af dem. Sådan en rebel er ‘No More Heroes’, der på et basalt plan handler om at snitte fjender i stykker med et lyssværd, indtil man er den bedste lejemorder i byen. Ganske vist spejler det sig i mainstreamsucceser som ‘Grand Theft Auto’-serien og ‘Kill Bill’-filmene, men bruger dem snarere som satirisk springbræt frem for desperat redningskrans, der skal kapre sikre købere fra start. For et erklæret mål bag ‘No More Heroes’ synes at være at placere sig så langt fra mainstream og Nintendos naivistiske tegneserieunivers, som man overhovedet kan komme. Tag bare spillets antihelt, Travis Touchdown; satirisk spidder han MTV’s Johnny ‘Jackass’ Knoxville: amoralsk, sexfikseret, voldelig, kører kæmpekværn og har udpræget dødsforagt. Tilsæt dertil en besættelse af amerikansk wrestling, konsolspil, Star Wars, tegneserier og animé, og Touchdown tegner sig som indbegrebet af Kong Drengerøv von Nørd. Derfor er hele Travis’ univers forståeligt nok fikseret omkring ham selv og hans ego. Han lever flyderlivet og bor fast på motel i den amerikanske forstad Santa Destroy, der som en art westernkulisseby er et spydigt spejlbillede af hele hans indre univers: træningscentret, hvor Travis kan pumpe jern, jobcentret, hvor ’kedelige’ hverdagsjob som skraldemand eller havemand venter, videobutikken med wrestlingfilm eller tøj- og våbenbutikker. Portrættet af en amerikansk forstad og forstand i forfald er rammende. Primus motor for Travis’ odyssé er Sylvia – hans eneste kontakt til en organisation af lejemordere, The United Assassins Association, der udkæmper rangeringskampe til døden for at vinde æren som den bedste af sin art. Da Sylvia som utilnærmelig, storflirtende sirene lover Travis guld, ære og krøllede lagner, bliver han draget ind i kappestriden, så med 11 excentriske hitmen foran sig er spillets fikspunkter udspændt: Dræb en rival, stig på lejemordernes highscore-liste, tjen nok til at udfordre næste rival og gentag ad lib. Men det er kun overfladen, for det virkelige spil findes i pauserne. ‘No More Heroes’ tør sætte kedsomhed og hverdag på dagsordnen mellem rivalkampene og historiens flow. Travis tvinges til at udføre bevidst kedsommelige dagdriverjob som græsslåning, affaldsindsamling eller rengøring af graffiti for at tjene nok til næste rangeringskamp. Jo mere disse hverdagsgøremål luller én i søvn, desto stærkere bliver kontrasten til rivalkampene. Og hvilke kampe. Som når man med små vip i håndleddet svinger dødsstød ind med sværdet og hugger hoveder og arme af rivalerne. Endda med lyssværd, som hvis ‘Star Wars’ var instrueret af Quentin Tarantino. Netop Wiis særegne styring er som skabt til spillets lyssværdkampe, og det er lykkedes spiludviklerne Grasshopper at ramme en balance mellem fængende enkelhed og dyb kompleksitet.
