Har jeg ikke været her før? Spørgsmålet popper op som en fjern tanke, mens jeg tramper speederpedalen på min funklende motorcykel i bund og hurtigt krænger styret bagover, så jeg farer igennem den noget mennesketomme by på hjul. Jo, jeg har været her før, og vejene og bygningerne ligner sig selv, selv om det er fem år siden. PSP-udgaven af 'Grand Theft Auto' (GTA) med undertitlen 'Liberty City Stories' er nemlig et kludetæppe syet sammen af lapper fra PlayStation 2-spillet 'Grand Theft Auto III' fra 2001 tilsat lidt mere stil og personlighed fra seriens hidtil bedste spil 'Vice City'. Spillets nøgleord er 'spil sikkert'. For tendensen er klar, når man som gangsterspiren Toni Cipriani er stikirenddreng for byens store kriminelle fisk og for eksempel har til opgave at ræse fra punkt A til B, derpå slippe væk fra strømerne til et punkt C, hvor et lejemord skal udføres på person D, for til sidst at beskytte person E med en snigskytteriffel: dette er ikke et nyt spil. Det er en ren bestillingsopgave fra Sony, der har smidt den blanke check på bordet, så 'Grand Theft Auto' med bedøvende sikkerhed kunne konverteres til PSP. Og det er sket med samme selvfølgelighed, som når Arla spytter både halv- og kvartliters piskeflødekartoner ud på markedet. Ingen har tilsyneladende stoppet op midt i processen og spurgt sig selv, om 'Grand Theft Auto' virkelig er en nødvendighed til PSP. Kompromis for det gode Ikke at det gør meget, for Liberty City Stories er en imponerende teknisk bedrift. Det er faktisk lykkedes at destillere en fuldblods GTA-stemning med god musik, acceptabel grafik, herlig handlefrihed og tålelig styring ned på en mobil spillekonsol. Det endda uden svære afsavn, men der er stadig klippet en hæl hist og en tå her. Grafikken er for eksempel fastfrossent på 2001-niveau og opleves lidt som at være til skydebal i Legoland med dukkerne fra Jullerup Færgeby. Dertil kæmper spillet med nogle sære skygger i animationerne, når grafikken ruller stærkt over skærmen, og byerne er markant mere affolkede, så man kan løbe længere rundt på tomme veje for at finde den mest labre bil at stjæle. Styringen er ændret en del, da PSP-konsollen har et joystick mindre end PlayStation 2, hvilket bevirker, at synsvinklerne er lidt for ferme til at komme i vejen, mens det automatiske sigtesystem stadig opfører sig som et nødvendigt onde. Særligt dette gør missionernes sværhedsgrad meget inkonsekvente, fordi selv umiddelbart lette opgaver bliver besværliggjort. Hvad værre er, synes der ikke længere at være samme røde tråd gennem missionerne, så tit føler man sig som en kastebold mellem byens gangsterspidser - og meget sjældent på rette spor gennem spillet. Forrygende morsomt Det er såre let at skyde bygehagl af kritik efter 'Liberty City Stories' som et prætentiøst og uoriginalt samlebåndsprodukt blottet for sjæl, ambition og morskab. Men også for ligetil. Hovedsageligt fordi det stadig er hamrende underholdende at fræse ned ad gaderne, og på mange punkter lader GTA-spillene i struktur til næsten at være mere hjemme på PSP end PlayStation 2, da netop de korte missioner lægger op til korte doser action indpasset til enhver bus-, bil- eller togtur. Også fordi spillet hurtigt kan pauses og konsollen tilmed slukkes, mens spillet stadig kan genoptages senere fra samme position - selv hvis man befinder sig midt i den mest hidsige biljagt. Det er dog med den nye multiplayerdel på PSP, at spillet viser, hvad der rykker grænserne for, hvad PSP-konsollen formår, og som hiver det femte hjerte i hus. Her kan op til seks spillere spille samtidig i samme by, hvor spilvarianter a la 'en spiller forskanser sig i kampvognen, mens de andre skal blæse denne ud af kampvognen med bazookaer', biljagter eller slet og ret almindelig alle mod alle-kampe gør underholdningen via multiplayer i sig selv er grund nok til at købe spillet, hvis en i omgangskredsen allerede har købt det. Forvent ingen mirakler eller chokerende nyt gameplay, men forvent ganske enkelt, hvad spilæsken siger rødt på sort: »GTA er landet for første gang i ægte mobil form«. thomas.vigild@pol.dk