Når et spil ikke har ultrarealistisk 3D-grafik, svumlende surround-lyd eller Hollywood-skuespillere på budgettet, så må det ty til andre tricks.
Som f.eks. bare et grundlæggende solidt spildesign, hvor alle overflødigheder er skrællet væk. Og hvis man tør pille alle de lag af, og bore ned til kernen af, hvorfor spil er fængslende, så er Ataris klassiske spil en magtdemonstration uden sidestykke af ren tidsløs spilmekanik.



























