Det starter med en kvinde. Blot få sekunder efter at den blonde, mystiske femme fatale Anna Maria er trådt ind i ens forfaldne kontor, er man i rollen som eventyrer/detektiv George Stobbart fedtet ind i en omsiggribende spændingssag. »Of all the gin joints in all the world«, udbryder George med reference til ’Casablanca’, hvorefter der er lagt op til en beretning med inspiration fra såvel ’Ridderfalken’ og ’Sternwoodmysteriet’ som fra et mindre bibliotek med Raymond Chandler-bøger. Stilsikker noir-fortælling Nej, den grundlæggende fortælling om George og Anna Marias flugt, rejse og eventyr fra New Yorks regndryppende tage over Tyrkiets støvede katakomber og ned i Roms spændingsskabende historiske hemmelighedskræmmeri er klassisk eventyrspils ABC. Ikke at det dermed er negativt. For fjerde afsnit af ’Broken Sword’-serien med undertitlen ’The Angel of Death’ forstår at balancere mellem pastiche og originalitet. Det er naturligvis også vigtigt, når det er et eventyrspil, og halvdelen af spillet består af korte filmsekvenser, hvor vi – gennem George – får fortalt om et uvurderligt middelalderligt manuskript, nedrige mænd, konspirationer og alt det andet, der udgør det forventede obligatoriske pensum i et eventyrspil. Her er ingen action og ingen løbeture, skuddueller, tidsbegrænsninger eller udfordringer til ens reaktionshastighed. Kun den gode fortælling og de gåder, der skal løses for at udfolde selv samme. George er en ofte lidt for jævn, profilløs helt, hvor Anna Maria savner en mørkere og mere nuanceret kant, og spændingskurven er desværre ikke altid støt stigende. Men i det store hele er ’The Angel of Death’ velfortalt og båret af indlevende stemmeskuespil, der både mestrer det seriøse og det sarkastisk spydige. Gode gåder, ulogisk univers Mere problematisk end den passive filmiske del af spillet er den interaktive halvdel med løsning af gåder. Største præstation er unægtelig, at det næsten er lykkedes at udrydde de enfoldige ’flyt kassen herover, stil dig på den og kravl ét niveau op’-gåder og erstatte dem med logiske hjernevridere, hvor man dels skal tænke abstrakt, dels skal være i stand til at orientere sig i spillets univers: Hvordan får jeg dette kabel spændt fast på den anden tagryg, så jeg kan komme derover, eller hvilken talrække åbner – ifølge mine notater og deduktionerne af disse – døren til det inderste kammer? ’The Angel of Death’ varierer sine gåder elegant, men desværre opstår der hurtigt irritationsmomenter. Tit bruger man 4-5 minutter på at løbe tilbage til en lokalitet, hvis gåde man først nu er i stand til at løse. Ét sted kan man ikke komme inden for 10 meters afstand af en vagt, mens man et andet kan vade lige forbi hans næse. Derudover føles spillet konsekvensløst. For det er glimrende helt at afskrive reaktionsbaseret action, men ikke hvis udfordringen ikke i højere grad rettes mod ens tålmodighedstærskel end mod ens evner udi problemknusning, når man aldrig kan dø, aldrig kan løbe tør for tid, aldrig tabe. ’The Angel of Death’ er også på den måde et helt igennem klassisk eventyrspil: velfortalt, intelligent og stemningstungt, men også ofte mere trægt end køen i Føtex lørdag formiddag.