Der var engang en 14-årig Hans Christian Andersen, der ankom til København i laset tøj og uden en skilling på lommen for at søge lykken.
Således begynder første adventurespil med forfatteren, blandt venner bare kaldet HCA, hvor han bl.a. møder den snotforkælede prinsesse og hendes bejler, den sleske etatsråd Dunkeldorff, samt et udsnit af persongalleriet fra Andersens egne eventyr: Vi får bl.a. lov til at gå tur med svinedrengens gris, få råd med på vejen fra den grimme ælling, løbe stafet med kærestebreve mellem hyrdinden og skorstensfejeren og genforene den lille havfrue med hendes prins. Spillets hovedhistorie om det magiske fyrtøj, der kan redde landet fra den uhyggelige Mørkemester og hans trolde, dukker kun op i glimt. Størstedelen af spillet går med Andersens rejse gennem København fra fattigkvarteret gennem håndværker- og borgerkvarterne på hans vej mod prinsessen og kongeslottet. I begyndelsen leger man mest stikirenddreng, men får senere mulighed for at dekorere kongens uniform som lærling hos skrædderen, hjælpe billedhugger Meisel med at læsse marmorblokke af i Nyhavn eller stå for kulisseskift, fuglekvidder og teatertorden hos skuespillerkrukken Florian Fedeberg på Det Kongelige Teater. Stum HCA Mens spillets gåder er meget gennemskuelige for erfarne eventyrspillere, er de tilpas simple og veldesignede til børn – også fordi gåderne som regel er hurtigt overstået og overskuelige, så man nemt kan komme videre. Det meste af tiden bedrives med tålmodigt at udforske byen og snakke med alle dens beboere, for sidder man fast i en svær gåde, er de altid parat med tips om, hvad man skal foretage sig. Heldigvis for det, for den unge HCA selv er komplet stum hele spillet igennem og kan ikke engang fortælle den bedrøvede bedstemor, at hendes forsvundne barnebarn nu sælger svovlstikker lige på den anden side af kanalen. Det gør samtidig, at man undrer sig over, hvorfor der overhovedet er en ’kig på’-funktion i spillet, når den kun resulterer i, at HCA stopper op og ser eftertænksom ud, men ikke giver nogen feedback eller information tilbage til spilleren. De tegnede baggrunde af 1800-tallets København er gengivet med en måbende flot tegneserieagtig streg, og de humoristisk figurdesign i 3D er afgjort de allermest vellykkede dele af spillet. Man genkender mange af hovedstadens pejlemærker som Kastellet, Gråbrødre Torv og Frederiksstaden, men til gengæld ligner husene i hvert kvarter hinanden til forveksling, og især i begyndelsen er det svært at orientere sig pga. spillets skiftende kameravinkler. Det er muligvis et stilvalg, at figurerne både ligner og bevæger sig som marionetdukker – HCA selv virker inspireret af legetøjet fra ’Toy Story’ – men det kan ikke være meningen, at animationen af figurerne starter og stopper uden hensyn til replikkernes længde, eller at figurerne tit helt glemmer at bevæge læberne. Stemmeskuespillet er professionelt indtalt af skuespillere som Pernille Højmark, Niels Olsen og Søren Sætter-Lassen, og selv om de samme skuespillere lægger stemme til et utal af figurer, har de alligevel formået at give hver en unik personlighed. Replikkerne er dog et miskmask af meget moderne og meget gammeldags sprog, og den skrevne tekst er præget af forkert orddeling, stave- og slåfejl – vi møder bl.a. en ægte »havgrue« – og endda en stump engelsk tekst, der er sluppet gennem korrekturlæsningen. Nervøs debutant Grafisk set plages spillet også af underlige fejl, hvor figurerne af og til tegnes foran objekter, som de faktisk står bag ved, personer, der pludselig skøjter hen ad jorden i stedet for at gå, eller løsning af gåder resulterer i forkerte animationer, der er forvirrende for børnenes spiloplevelse – særlig hvis det er deres første adventurespil. Sympatisk nok kan man selv vælge, om man i traditionel adventurestil vil bruge musen til at pege og klikke med på de personer og objekter, som HCA skal interagere med, eller om man hellere vil styre figuren rundt direkte med piletasterne. Hverken tastatur- eller musestyringen fungerer helt fejlfrit, for der skal tit tre-fire museklik eller tastetryk til, før HCA gør, hvad han får besked på. Især i et børnespil er det problematisk, når ens figur skal anbringes så præcist i skærmbilledet, før der sker noget, og at der ofte klippes til kreative kameravinkler, hvor barnet slet ikke kan få øje på HCA. Målet med spillet har været at vække nye generationers interessere for H.C. Andersen og som en anden ’Shrek’ skamløst mikse en dele af Andersens mest kendte eventyr sammen til et nutidigt et af slagsen. Det formår HCA-spillet, for set med barneøjne er gåderne glimrende, stemningen solid og referencerne til eventyrene og København charmerende. Netop derfor er det svært at acceptere spillets sjuskefejl, og at det derfor kræver et nysgerrigt barn væbnet med både tålmodighed og overbærenhed at klikke sig igennem Andersens første, men forhåbentlig ikke sidste elektroniske bedrifter.
