Det danske læringsspil ‘Global Conflicts: Palestine’ er det første af sin art, som ad nye veje forsøger at udviske grænsen mellem spil og skolebog. En ambitiøs mundfuld, for spil har i årtier søgt at være den ultimative læringsform: spillet, som fortravlede forældre med god samvittighed kyler i computeren, da det smugler lærdom ind i poderne under dække af underholdning. Sådanne spil er rene fatamorgana, for børn opdager på millisekunder, så snart et spil trækker pegepinden, og indlæringen pludselig skygger for morskaben. Måske derfor forsøger ’Global Conflicts’ ikke at være et ultimativt læringsspil, men viser til gengæld, hvor effektiv et spil kan være som debatoplæg. Som nyankommen amerikansk freelancejournalist i Jerusalem bliver du dumpet lige ned i dilemmaet i dækningen af mellemøstenkonflikten: Hvordan vælger du som journalist at skildre livet i Jerusalem, hvor kontrolposter, ransagninger og terroristangreb er dagligdag? Da man i begyndelsen er på bar bund, er ens første opgave at støve gode kilder op, forstå baggrunden for konflikterne og lære landets medier at kende. Allerede før man tager på sin første reportage, skal man dog vælge ’side’ i konflikten, idet vinklingen på ens artikel afhænger af, hvilken opdigtet avis man vælger at skrive for: Israeli Post, Palestine Today eller den ’neutrale’ europæiske avis Global News. Første reportage er at følge en patrulje israelske soldater på vej ud for at forhøre en formodet palæstinensisk terrorist, og skriver man for Israeli Post, er redaktøren mest interesseret i en artikel om, hvordan landets heroiske soldater beskytter befolkningen. Omvendt kræver redaktøren for Palestine Today en artikel om soldaters magtmisbrug, mens Global News efterspørger en mere neutral artikel, der besvarer åbne spørgsmål, såsom hvad, hvorfor og hvordan. Her flækker tastaturet for ‘Global Conflicts’. For hvis man som journalist vælger at tage på reportage med en forudindtaget vinkling, strider det mod journalistisk etik – i al fald hvis ens rolle er journalist på en avis. Hvis modpolerne i spillets mediebillede i stedet tilhørte tydelige interessegrupper eller fagforeninger i Jerusalem, ville spillet levere et klarere budskab. Det paradoksale er samtidig, at spillet på dette punkt er tvunget til at gøre sin spiller tendentiøs, så spillets seks reportager alle indeholder et entydigt mål, som spilleren kan stræbe efter. Kunsten at vælge side Når historien er afdækket, og der er indsamlet citater nok, skal man skrive sin artikel. Det sker ved, at man vælger overskrift, billede og rækkefølgen af citaterne, og alt efter hvor ’korrekt’ man vælger at vinkle artiklen efter avisens ønske, afgøres det, om artiklen rydder forsiden eller bliver placeret bagerst sammen med nekrologerne. Hvilken målestok spillet bruger for at bedømme de forskellige artikler, er desværre uklart, og i denne del af spillet savner man eksempelvis en basal efterkritik, så man kan se, hvor ens artikel halter. Dertil får man heller ingen forklaringer på, hvorfor man ’dumper’ en reportage, hvis man vælger forkerte dialoger undervejs. Her kan læreren træde til, men som et undervisningsspil, hvis selverklærede mål er, at lærerindblanding primært ligger før og efter brug af spillet, er det næppe optimalt. Når ens artikel er trykt, får man serveret en virkelig øjenvidneberetning om en situation magen til den netop overståede mission, og derefter starter næste mission. Nu er der dog den forskel, at du nu pludselig er en kendt journalist med en dagsorden, hvilket ændrer på den generelle tillid fra spillets to stridende parter. Helt centralt for at få de bedste citater og derved historier er at vinde kildernes tillid – i spillet ud for hver enkelt person angivet med en skala, der svinger fra rød til grøn. Man kan aldrig blive venner med alle, for før eller siden bliver man tvunget til at vælge side. Neutralitet er en utopi, hvilket spillet heldigvis ikke illustrerer med en neonoplyst pegepind, men derimod gennem de mange dilemmaer, man er nødt til at knække i spillet. Alle spillets problemstillinger følges til dørs af en imponerende udførlig online-lærervejledning, så ingen reportage og problemstilling står ureflekteret tilbage. Mindre morskab, mere mening Det største problem for ‘Global Conflicts’ er, at det ikke er et ’sjovt’ spil i traditionel forstand, selv om der er rigeligt med point, tillidsskalaer, missioner og mål overalt. Grafik og lyd ligger langt under, hvad der efterhånden forventes som standard for et kommercielt spil, men fordelen er, at spillet så kan køre på selv ældre skole-pc’er. Største mangel er dog, at personerne taler, så man nemmere ville kunne grave sig igennem de store mængder tekst i spillets dialoger – det føles meget hurtigt som en stor lærebog sat på skærmbilleder. Dialogerne er til alt held velskrevne og på dansk hele vejen igennem, men man kan kun håbe, at fremtidige udgaver har indtalte stemmer. Grundlæggende handler det dog om stemningen, for selv om grafikken er kantet, føler man sig fanget af konflikten og fanget i Jerusalem ved at leve sig ind i befolkningens problemstillinger. Her betyder grafikken mindre end den velskrevne dialog for indlevelsen. Små irritationsmomenter ridser også lakken, som eksempelvis at man under et interview ikke kan se og slette sine i forvejen indsamlede citater – endsige vælge at have flere end fem på blokken ad gangen. Derudover er det temmelig desorienterende at finde rundt i byen, idet man ikke har et minikort vist på skærmen samtidig – for helt grønne spillere er det ikke befordrende for undervisningen at bruge de første halve timer på at fare vild i Jerusalem. At sætte en konflikt på spilform vil altid ende i en simulation, der på flere områder er og bliver en grelt forsimplet udgave af virkeligheden. ’Global Conflicts’ er forsimplet og derfor fordomsfuldt, hvilket gør det slående nemt at affærdige spillet for sin forsimpling og latente værdiladninger. Men de argumenter er for letkøbte i en konflikt uden enkle løsninger. I den forstand er ‘Global Conflicts’ en pioner, der forkaster computerspillets rigide krav om lutter underholdning for øjnene og erstatter dem med et lærerigt engagement for hjernen. Spilmediet er blevet skolemodent, for ’Global Conflicts’ viser, at spil har potentialet til at være dette århundredes lærebog, fordi de i kraft af deres interaktivitet kan levendegøre verdens problemstillinger som intet andet medie.