Ja, der er både nazi-ubåde, ældgamle dødsfælder, spanske guldskatte, skydegale pirater, komik og sågar lidt romantik hist og her.
Faktisk disker ‘Uncharted’ op med noget nær alle de kendte eventyringredienser i sin krydsning mellem ‘Indiana Jones’-trilogien og ‘Jagten på Nilens Juvel’. og det holder. Dels fordi spillet veksler eminent mellem action, gåder og klatren rundt på skrænter og i junglelianer. Dels fordi stemningen og særligt den typiske skattejæger-komik er ramt på kornet. Eventyret skydes i gang, da man som macho-skattejægeren Nathan Drake fisker de jordiske rester af den engelske søfarer (og forfader) sir Francis Drake op af vandet, hvilket leder Nathan på sporet af selveste El Dorado – en sagnby bygget af det pureste guld, gemt dybt inde i den sydamerikanske jungle. Med mål, motiv og motivation på plads er det svalende herligt at lade sig fordybe i ‘Uncharted’s tour-de-skattejagt, simpelthen fordi alt er så perfektionistisk udført. De mange skuddueller er eminent designede med et tilpas varieret udvalg af forskellige våben, intens nærkamp og snu fjender, mens den konstante kravlen rundt i ruiner og lianer altid opleves intuitivt i styringen. Største genistreg er dog spillets vekslen mellem action, gådeløsning, historiefortælling og kravleri, og man føler sig aldrig overladt til tilfældighederne. Håndværket i alt fra styring til grafik og lyd fungerer, hvilket paradoksalt er nok til at undskylde spillets brug af fasttømrede spilkonventioner som fjender, der propper deres biler med sprængfarlige tønder, tåbeligt indlysende gåder eller banedesign, der på det nærmeste er påmonteret blinkende neonpile, som viser vejen videre. På den vis er ‘Uncharted’ et befriende ærligt mainstream-spil, skræddersyet til førstegangsspillerne, men selv om garvede spillere hurtigt suser igennem historien, gør det intet, for begge typer spillere har været opslugt undervejs. ‘Uncharted’ glimter af visuel flair, nem styring og velkomponeret musik med suverænt stemmeskuespil, men alt det skaber blot rammerne for selve spillets kerne: ærligt og uhøjtidelig morskab fra første knaptryk – ikke mere, aldrig mindre.
