Hvad gør os menneskelige? Hvordan kan menneskets ophøjede etiske idealer eksistere side om side med de brusende dyriske drifter? Temaerne er nok fortærskede, men sjældent set så træfsikkert indfanget i spilform som i det svenskudviklede ’The Darkness’: fortællingen om gangsteropkomlingen Jackie Estacado, der forrådt af sin boss søger tilflugt i skyggerne, hvor han hjælpes – eller rettere besættes – af den dæmoniske parasit The Darkness. Baseret på den amerikanske tegneserie af samme navn trækker ’The Darkness’ på en solid mytologi, der på flere punkter ligner Frank Millers fortolkning af Batman i serien ’The Dark Knight Returns’. Grænsen sløres mellem helt og antihelt, mellem udøver af tiltrængt retfærdighed og en egoist drevet af personlig blodhævn. Ludere, hjemløse og kæresten ’The Darkness’ er én af de mest velfortalte interaktive fortællinger til dato. Sjældent har New Yorks beskidte smøger, stripklubber og togstationer været så skræmmende og så indbydende på samme tid. Hærgede hjemløse kravler ud af dunkle gyder for at hviske dig tip, og ludere lægger an på dig. Det er endog muligt at arrangere dates med ens kæreste og få point på at være romantisk såsom at holde hende i hånden eller glane tv med hende på sofaen. På det punkt minder ’The Darkness’ om ’Grand Theft Auto’-seriens forsøg på at inddrage dagligdagsrutiner i form af spisning, motion og lignende i spillet, men modsat hos forgængeren er de små svinkeærinder her underholdende. Det er netop de subtile detaljer gemt i krogene af spillet, der løfter ’The Darkness’ op i en særklasse rent narrativt. Lyset i mørket Heldigvis for det, for selve grundkernen i spillet er traditionel action-adventure set fra førstepersonsperspektiv, hvor der skal opklares mysterier, tales med personer, løses gåder og dræbes fjender i ét væk. Nogle gange med pistoler og maskingevær, hvilket er ensformigt og besværligt, da sigtekornet er sløvt og upræcist. Andre gange med de specielle Darkness-angreb, hvilket omvendt er uhyggeligt effektive ergo ekstremt blodige. Gemmer man sig tilpas lang tid i skyggerne, får parasitten Darkness styrke fra ens sjæls mørke, hvilket manifesterer sig som to dæmonslanger, der vokser ud fra ens ryg. Slangerne er spillets mest potente våben, da de ud over at hugge til i nærkamp kan sendes i forvejen og krybe ad smutveje som for eksempel skakter, så de på den vis kan falde fjenderne i ryggen. Selv om det undertiden er trivielt at løbe rundt og smadre ethvert neonskilt og enhver lygtepæl, så mørket spreder sig over New York, og ens skyggeside får mest muligt spillerum, er det i værste fald en bagatel. Ligesom den uinspirerede og ubrugelige multiplayerdel er det. ’The Darkness’ vægter for en gangs skyld sit persongalleri, sine detaljer, sin hovedpersons indre styrkeprøve samt sin fortættede fortælling højest. Kun derfor bliver det i sidste ende en af de mest intenst fortalte, men også ekstremt voldelige historier set i spilform.