Et menneske indeholder mellem fire og fem liter blod – herude i den virkelige verden. Vi bløder, så vi vores egen sårbarhed forstår, og forgår. Det sidste gør fjenderne i ’Ninja Gaiden II’ også – men først efter tyve sværdsving og tyve liter spildt blod. I rollen som maskeret ninja er ens fjender her ... maskerede ninjaer. Så reglerne er klare: Lev og dø med sværdet, duel efter duel, der udspiller sig fra dojo til dojo med netop en ninjas adræthed. Det er ren ’Tiger på spring, drage i skjul’ med dets poetiske skær stænket blodrødt.
Vilde blodsprøjt
Få spil kan være med her i lignende svælgen i rene blodsudgydelser. Hvor man i film taler om ’body count’, burde termen her være ’bodypart count’: Fjenderne får revet lemmer af, som var de dukkevedhæng snarere end legemsdele. En blind rasering af voldskroppe, hvis formål er at agere afsæt til et studie af mordets æstetik.
Litervis af blod sprøjter ud fra fjenderne dér, hvor der engang var et hoved, en arm, den anden halvdel af kroppen. Og det mest makabre er, at sporene hænger ved. I bogstaveligste forstand. Hvor andre spil per tradition og af tekniske årsager hurtigt udvisker fjendernes lig, afrevne lemmer og blod, bliver efterladenskaber fra ens massakre i ’Ninja Gaiden II’ liggende til skue i resten af spillet. En sær, men svært tilfredsstillende hyldest til ens evner som ninja.
Skræmmende interessant er det, at denne overdrevne mængde gore dels pacificerer, dels højner indlevelsen. For når blodet konstant sprøjter, mister det sin natur. Det bliver en funktionel spilmekanisme, ligesom mønter, power-ups og våben er det i andre spil. Hele vejen er tempoet kynisk højt: Spild tiden med en dyb indånding, og det bliver din sidste, for omkring hvert hjørne venter nye fjender. Det er på én gang spillets styrke og svaghed. Mens det er givende at lære nye variationer af de elegante angreb, er det frustrerende, når man finder ud af, at de i grunden er dybt overflødige.
