Forrest står to grupper sværdmænd og bag dem to nærmest linealafmålte rækker af musketerer foran fire kanonbatterier. Bagved står jeg, generalen, og trækker i trådene. Det er et prægtigt syn - men også lidt for velkendt. For 'Age of Empires III' er trods et nyt, skarpt visuelt udtryk ikke stort anderledes end sin seks år gamle forgænger, og det er for alle andre end inkarnerede fans en hård hurdle at forcere. 'Age of Empires III' foregår i det 15. og 16. århundrede og beskæftiger sig primært med de store kolonimagter som England, Spanien og Frankrig og deres indbyrdes kamp om territorier og ressourcer. De forskellige nord-, syd- og centralamerikanske områder og øer fremstår i frodige grønne og eroderede brune farver, det skinnende vand skvulper smukt, og fornemmelsen af et nyt, uberørt kontinent er overbevisende helt ned til faunaen. Forvrøvlet historie Alligevel føles det hele basalt set uinteressant, for den vanlige historiebogsrealisme med store personer, datoer og begivenheder fra den virkelige verden er erstattet af en forvrøvlet anekdote om riddere med latterlige accenter, grumme osmanner og en større skattejagt. Det er dødsdømt fra første kapitel - og blot én af mange enkeltheder, der ikke helt hænger sammen. Til gengæld er 'Age of Empires III' noget nær den optimale finjustering af det klassiske realtime-strategikoncept, som 'Dune', 'Command & Conquer' med flere gjorde populært i begyndelsen af 1990'erne. Det betyder dels, at alle vil kunne finde sig til rette på et kvarter, dels, at man må kigge langt efter de større nyheder. 'Beskyt din base i et kvarter', 'befri fangerne i fjendens lejr' eller blot 'udrader fjenden' er typiske mål for missionerne, og desværre er fodarbejdet for at opfylde disse skræmmende ens: Etabler en base, sæt 12-15 arbejdere til at indsamle føde, træ og guld, og begynd ellers at masseproducere enheder, som du med to-tre rappe klik kan sende imod fjenden. Svedigt svært Helt så nemt går det dog ikke i multiplayer, hvor modstanden er betydeligt hårdere. Her kastes bølge efter bølge af for eksempel russiske infanterister eller engelske bueskytter mod én, og de menneskelige skrivebordsgeneraler er ofte ret uforudsigelige: først måske et miniangreb for at slå ens arbejdere ihjel, så en lille fredspause og pludselig måske en storstilet offensiv med kanoner, geværmænd og en mægtig kolonne kavaleri. Endelig er banerne - lige fra det ressourcefattige, frostkolde Yukon til de meget flåde-venlige øområder - så tilpas unikke, at de ikke bare kan, men skal spilles på hver sin måde. Der er dog ingen specialangreb a la 'WarCraft III', ingen spændende formationer a la 'Rise of Nations', og kampene er nærmest kun defineret via det simple sten-saks-papir-afbalanceringssystem: Kavalerister, husarer og riddere er bedst mod bueskytter og artilleri, bueskytter er bedst mod sværd- og spydmænd og så videre. Tilforladelig morskab i nogle timer, men også belastende banalt. For selv om 'Age of Empires III' trods alt introducerer koncepter med 'hjembyer', der sender forsyninger, og handelsruter som en vigtig kilde til at erhverve mere guld, føles det hele ensformigt, enfoldigt og kun sjældent euforiserende. Det er, som om tiden er løbet fra det engang så tidløse strategikoncept og i særdeleshed er sprintet væk fra 'Age of Empires III'. lordagsliv@pol.dk