0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra pioner til reaktionær

De velfortalte, historiedrevne strategispil har stået ret stille siden 'Age of Empires' II i 1999, og blandt andet derfor har forventningerne til tredje udgivelse i serien været ganske høje. Desværre tør 'Age of Empires III' simpelthen alt, alt for lidt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Age of Empires fremstiller den nye, amerikanske verden med stort visuelt overblik, og de drabelige kampe til søs som her, hvor træsplinter flyver til højre og venstre er til tider ligefrem bjergtagende. Spillet er dog alt for konservativt.

Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Spilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forrest står to grupper sværdmænd og bag dem to nærmest linealafmålte rækker af musketerer foran fire kanonbatterier. Bagved står jeg, generalen, og trækker i trådene. Det er et prægtigt syn - men også lidt for velkendt. For 'Age of Empires III' er trods et nyt, skarpt visuelt udtryk ikke stort anderledes end sin seks år gamle forgænger, og det er for alle andre end inkarnerede fans en hård hurdle at forcere.

'Age of Empires III' foregår i det 15. og 16. århundrede og beskæftiger sig primært med de store kolonimagter som England, Spanien og Frankrig og deres indbyrdes kamp om territorier og ressourcer. De forskellige nord-, syd- og centralamerikanske områder og øer fremstår i frodige grønne og eroderede brune farver, det skinnende vand skvulper smukt, og fornemmelsen af et nyt, uberørt kontinent er overbevisende helt ned til faunaen.

Forvrøvlet historie
Alligevel føles det hele basalt set uinteressant, for den vanlige historiebogsrealisme med store personer, datoer og begivenheder fra den virkelige verden er erstattet af en forvrøvlet anekdote om riddere med latterlige accenter, grumme osmanner og en større skattejagt. Det er dødsdømt fra første kapitel - og blot én af mange enkeltheder, der ikke helt hænger sammen.

Til gengæld er 'Age of Empires III' noget nær den optimale finjustering af det klassiske realtime-strategikoncept, som 'Dune', 'Command & Conquer' med flere gjorde populært i begyndelsen af 1990'erne. Det betyder dels, at alle vil kunne finde sig til rette på et kvarter, dels, at man må kigge langt efter de større nyheder.

'Beskyt din base i et kvarter', 'befri fangerne i fjendens lejr' eller blot 'udrader fjenden' er typiske mål for missionerne, og desværre er fodarbejdet for at opfylde disse skræmmende ens: Etabler en base, sæt 12-15 arbejdere til at indsamle føde, træ og guld, og begynd ellers at masseproducere enheder, som du med to-tre rappe klik kan sende imod fjenden.

Svedigt svært
Helt så nemt går det dog ikke i multiplayer, hvor modstanden er betydeligt hårdere. Her kastes bølge efter bølge af for eksempel russiske infanterister eller engelske bueskytter mod én, og de menneskelige skrivebordsgeneraler er ofte ret uforudsigelige: først måske et miniangreb for at slå ens arbejdere ihjel, så en lille fredspause og pludselig måske en storstilet offensiv med kanoner, geværmænd og en mægtig kolonne kavaleri. Endelig er banerne - lige fra det ressourcefattige, frostkolde Yukon til de meget flåde-venlige øområder - så tilpas unikke, at de ikke bare kan, men skal spilles på hver sin måde.

Der er dog ingen specialangreb a la 'WarCraft III', ingen spændende formationer a la 'Rise of Nations', og kampene er nærmest kun defineret via det simple sten-saks-papir-afbalanceringssystem: Kavalerister, husarer og riddere er bedst mod bueskytter og artilleri, bueskytter er bedst mod sværd- og spydmænd og så videre.

Tilforladelig morskab i nogle timer, men også belastende banalt. For selv om 'Age of Empires III' trods alt introducerer koncepter med 'hjembyer', der sender forsyninger, og handelsruter som en vigtig kilde til at erhverve mere guld, føles det hele ensformigt, enfoldigt og kun sjældent euforiserende.

Det er, som om tiden er løbet fra det engang så tidløse strategikoncept og i særdeleshed er sprintet væk fra 'Age of Empires III'.



lordagsliv@pol.dk

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement