Javel, mægtige gatekeeper«, skriger vi med skælvende stemme, mens den skræmmende 'Gatekeeper' (portner, red.) gang på gang ydmyger os for åben tv-skærm. Godt nok ligner han en klon mellem kejser Palpatine fra 'Star Wars' og Mogens Glistrup, så helt skræmmende er han ikke, men når man spiller dvd-brætspillet 'Atmosfear' er det bare om at gøre, hvad han befaler. Ideen er faktisk god: 'Atmosfear' er dvd-film og brætspil i et. For at spille placeres brætspillet på et bord i nærheden af tv'et, starter dvd-filmen, hvor tiden begynder at tælle ned, og når man ikke ind til den såkaldte Frygtens brønd i midten af spillepladen inden for tidsfristen på 49 minutter, vinder Gatekeeperen med en diabolsk skoggerlatter til følge. Spillet er i sin opbygning simpelt. Man vælger mellem seks spillebrikker, der alle er ens på nær farven. Derpå skal man flintre rundt på brættet og opsamle seks forskellige farvede nøgler, der kan låse Frygtens brønd op. På den måde vinder man spillet, men at komme så langt er yderst vanskeligt, da det er alle mod alle - og Gatekeeperen desuden konstant lægger forhindringer i vejen ud over den hårde tidsfrist. Ufrivilligt komisk Normalt viser tv-skærmen et ur, der tæller ned, men spillet stopper dog tiden, hver gang Gatekeeperen dukker op på skærmen og enten udfordrer, belønner eller straffer en eller flere af spillerne. Samtidig er der den klare regel, at man højt og tydeligt skal svare 'Javel, mægtige Gatekeeper', hver gang han tiltaler én fra skærmen - hvilket på sigt bliver et ufrivilligt komisk element. Særligt hvis man spiller det udelukkende med ædru voksne, hvorimod børn fra 12 år går noget mere op i løjerne. For at øge spændingen og udfordringen trækker man i løbet af spillet dels tidskort, hvilket er handlinger, der skal aktiveres på bestemte tidspunkter under nedtællingen, dels skæbnekort, der giver én fordele eller ulemper og hurtigt kan forrykke hele spilbalancen. For eksempel skulle jeg på et tidspunkt forlade stuen, hvorefter mine to medspillere konstant skulle stirre på mig uden at mæle et ord, når jeg vendte tilbage. En mere komisk end uhyggelig effekt, men trods det ville flere af den slags sociale psudoakavede situationer klæde 'Atmosfear', da de fleste udfordringer og straffe er bundet omkring spillepladen og knyttet til samling af nøgler. Umuligt at vinde For at vinde spillet skal man til sidst stå over for sin største frygt, som man inden start skal fælde ned på en lap papir og lægge i Frygtens brønd i midten af spillepladen. Denne gimmick bliver dog gjort totalt tandløs, da man kan kun vinde spillet, hvis det er ens egen største frygt, der bliver udtrukket, hvilket i praksis betyder, at spillet er nærved umuligt at vinde, for trækker man en andens frygt, er det tilbage til hjembasen. Her skal man så kæmpe sig tilbage - og mister ofte under forsøget en af sine dyrebare nøgler. Samtidig er det ikke specielt den store lykke af vinde, for der er skuffende nok ingen vindersekvens, hvor Gatekeeperen forvises til det mørkeste helvede. Selv efter tre gennemspilninger er det evident, at 'Atmosfear' er en god idé i teorien, men i gyselig praksis forpurres af mangel på udnyttelse af dvd-mediet. Man kunne snildt forestille sig flere menuer, hvor spillerne skulle vælge mellem forskellige skæbner. Dertil hentes sejren som regel hverken gennem strategi eller kløgt, men ofte via enten almisser fra de andre spillere eller regulært svineheld. Dermed begrænser 'Atmosfear' desværre sin målgruppe til især børn, der efterlyser lidt gru i vinterens kommende mørke, mens voksne med skuffet mine må konstatere, at potentialet med dvd-filmen er stort, men endnu for pioneragtigt udnyttet til at skabe gysende morskab i længden. thomas.vigild@pol.dk