Et af de bedste Anden Verdenskrigs-spil, der udkom sidste år, var 'Call of Duty', som foruden en medrivende singleplayerkampagne også havde en glimrende multiplayerdel, der stadig bliver flittigt spillet på nettet. Nu har spillet fået en udvidelsespakke, som byder på mere af det samme og lidt til. De nye singleplayermissioner er underholdende nok, så var man vild med den gamle, kan man roligt investere i udvidelsespakken. Den sjoveste bane er så afgjort en bane, som er en tro kopi af filmen 'Navarones kanoner'. Ligesom i bogen og filmen skal man sprænge nogle store kanoner i luften, men først skal man bane sig vej til dem primært med hjælp fra lyddæmpede Stenguns. Herlig underholdning, men desværre er singleplayerdelen for hurtigt overstået. Der, hvor man dog virkelig får noget for pengene i udvidelsespakken, er på multiplayerdelen. Her er der masser af nyskabelser i spilformerne. For eksempel kan man nu bruge køretøjerne i spillet, og det er altså en udsøgt fornøjelse at gå til modangreb mod fjenderne i cyberspace, når det forgår i en Tiger tank.
Nu med Tiger tank
Lyt til artiklen