Det siges, at Alexander den Store var så magtsyg, at han græd, da der ikke var flere nationer at erobre. Det siges, at Cæsar ikke et sekund under gallerkrigene tvivlede på sejren, selv om han ofte var både omringet, udmattet og i undertal. Det siges, at stor modgang skaber store mænd. Men hvordan sætter man flere hundrede års konflikter, krige og katastrofer på spil? Det gør man med 'Rome: Total War'. Spillet griber fat i den romerske guldalder fra cirka 270 før Kristi til 114 efter vor tidsregning, da der blev ekspanderet i alle retninger, og indenrigspolitiske kongemord var hverdagskost. Der er fiktive slag i datidens Rom samt historiske scenarier som belejringen af Sparta i 272 før Kristi eller slaget ved floden Trebia i 218 før vor tidsregning, men totaloplevelsen får man først i spillets enkeltspillerkampagner. Her kombineres bjergtagende tredimensionelle kampe i realtid med det trækbaserede skakspil, hvor man via et oversigtskort flytter soldater rundt, udvider infrastrukturen og smeder lyssky alliancer. Din rolle er en håndlanger for Senatet i Rom, så hvad enten du blokerer græske havne eller erobrer barbariske byer, gælder det om at behage Senatet, idet der så vanker penge, prestige og - hvis du spiller kortene rigtigt - en plads blandt patricierne. Dét er dog kun et skridt på vejen, for i sidste ende må alliancer brydes, og Senatet væltes, hvis positionen som despotisk Imperator skal indtages. Dit spil, dit træk Langtfra alle veje fører imidlertid til magten i Rom, for modsat sine to forgængere, 'Shogun' og 'Medieval: Total War', giver 'Rome' nu også varierede udfordringer i den trækbaserede del af spillet. Fra et elegant todimensionelt overblikskort inddelt i bystater og regioner flytter man i hver runde sine diplomater, soldater og spioner, mens man i byerne kan forbedre veje og barakker, træne soldater og beskatte de arme indbyggere. Og her er et sandt overflødighedshorn af både genveje og faldgruber, når man konstant skal tage svære beslutninger om imperiets ve og vel: Mon den nye genstridige stedsøn er bedst som general eller guvernør? Skal de græske bystater bestikkes til at angribe Kartago? Og er min 1.500 mand store hær stærk nok til at modstå gallernes angreb fra tre fronter? Får man for mange fjender, får man kappet hovedet af, men omvendt imponerer pacifisme ikke de togaklædte bureaukrater i Rom. Det er dilemma på dilemma, yderligere styrket af de computerstyrede fjender, der ikke er sene til at bemærke et underbemandet byforsvar eller en ubeskyttet general og ofte laver overrumplende angreb fra flere fronter. Interaktiv dokumentar Når ordene ikke længere slår til, og sværdene i stedet må tale, skiftes det nydelige, 'Risk'-inspirerede oversigtskort ud med store, åbne tredimensionelle miljøer. Hele vejen rundt fra åbne grønne sletter i Norditalien til bymurene omkring mægtige Kartago er 'Rome' en æstetisk nydelse. Kampene byder samtidig på slående historisk realisme i alt fra romernes store disciplin og stærke formationer til Hannibals frygtede krigselefanter. Og tro os: Det kræver et guddommeligt overblik at styre spydmænd, kavaleri, katapulter og meget, meget mere, når man samtidig skal tage højde for floder, broer, skovbryn og højdedrag samt fjendens snedige taktikker. Men netop den ubarmhjertighed og den åbenhed er også fascinationen. 'Rome' går som strategispil mod strømmen af leflende ligegyldigheder og bliver netop derfor en særdeles potent oplevelse - en på én gang rå og glanspoleret strategisk tour de force af historiske dimensioner. lordagsliv@pol.dk