Vi befinder os i 1100-tallet. Grev Dracula har bortført en ung pige. Men desværre for greven med de spidse hjørnetænder var den unge pige trolovet med den unge, blege adelsmand Leon Belmont. Og han er udstyret med en gigantisk pisk og indstillet på at hævne udåden og komme sin skønjomfru til undsætning. 'Castlevania'-serien er en spilklassiker, der går tilbage til 1986. Det er lang tid i den elektroniske verden, hvor hukommelsen sjældent rækker længere tilbage end den seneste platforms levetid. Oprindelig var 'Castlevania' et 2D-spil, hvor man bogstavelig talt piskede sig gennem horder af udøde monstre på grev Draculas slot. Grundlæggende er intet ændret i dét plot. I den nyeste 3d-udgave, 'Lament of Innocence', skal man stadig bevæge sig gennem små rum, piske en masse modstandere sønder og sammen og løse en del livsfarlige opgaver undervejs. Men siden de tidligere inkarnationer er der kommet et væld af avancerede tastekombinationer til, hvilket muliggør særlige angrebs- og forsvarsteknikker. Belmont opgraderer sine kampteknikker, han bliver stærkere og dygtigere, jo flere modstandere han nedkæmper. Opgraderingen er fint afpasset til de stadig stærkere modstandere, han møder. Og generelt er sværhedsgraden temmelig høj, det er ikke et spil for nybegyndere. 'Lament of Innocence' lyder og ser også godt ud. Animationen er fin og elegant. Det store slot er fornemt gengivet i en stemningsfuld eventyrsgotik og i en imponerende detaljeret opløsning, og det er et spil, hvor der for alvor er kræset for detaljerne. Men der er et væld af gentagelser i interiørerne. De mange rum kan være svære at skelne fra hinanden, hvilket er et alvorligt problem for gameplayet, når man har pisket sig igennem et utal af udøde og endelig står ved en dør, der ikke vil åbnes, og man får at vide, at man skal bruge den gule nøgle, som ligger i en helt anden fløj af slottet - adskilt af snesevis af rum fulde af monstre. Så er det, man pludselig kan blive meget træt og får lyst til at finde på noget andet at lave end at piske rundt i middelalderen. Jeg er heller ikke begejstret for det grundlæggende 2D-layout, som spillet har. Som i mange strategispil er der ikke noget dybdeperspektiv i grafikken, og det kan være fint nok, men at kameraet er fastlåst, irriterede ofte mig undervejs. Det gør det helt unødvendigt svært at hoppe op på noget, man ikke kan se, hvor er. På mange måder er det ellers et velafstemt actionspil, der ikke ligner noget andet i dag, men for rigtig at holde af det, skal man være særlig glad for at svinge pisken. karsten.ifversen@pol.dk