Der hersker en tilsyneladende bred enighed om, at hvis man i et strategispil blot blander lige dele drager, magikere, riddere og dæmoner sammen og derpå koger suppe på årtiers rollespilsklichéer, har man et sikkert hit på hånden. Det er bare ikke nok. De fleste ideforladte strategispil sat i en magisk middelalderlig verden mangler den altafgørende ingrediens: den personlige stil. Af samme grund lykkedes det i sidste ende for realtimestrategispillet 'Kohan: Immortal Sovereigns' (KIS) at skabe en helstøbt og fascinerende spilbarhed udover det sædvanlige, selv om spillet i den grad graver dybt ned i suppen af rollespilsklichéer og fortærskede personligheder. For hvor man i traditionelle realtimestrategi-spil såsom 'Ages of Empires' eller 'Total Annihilation' ofte kommanderer hver enkelt lille fodsoldat i kamp, går KIS nye veje og får på elegant vis elimineret størstedelen af de mere omstændelige mikromanagement-elementer, der til tider kan overskygge kvaliteten i selv de bedste spilkoncepter. Dette gøres ved, at man i KIS kun kan kontrollere større kompagnier af enheder, hvilket betyder, at man ofte kun har fire kompagnier at holde styr på. På lettere genial vis skal man selv sammensætte kompagnier efter hvilke enheder, man ønsker i front, og hvilke der skal støtte frontlinien bagfra såsom magikere eller bueskytter. Hvert kompagni skal kommanderes af enten en kaptajn eller endnu bedre en af de statsautoriserede helte, der gør kompagnierne bedre rustede til kamp. Samtidig dropper KIS også sin genres traditionelle ressourceindsamlingssystem, hvor man normalt skal indsamle alt lige fra guld og træ til olie og ædelstene. Den eneste ressource, man kan akkumulere i KIS, er guld, og andre ressourcer såsom træ og jern produceres automatisk i ens byer, hvor man får oplyst om, der er en positiv eller negativ balance mellem ens forbrug og ens produktion. Både kompagni- og ressourcesystemet gør, at styringen af store dele af spillet er automatiseret, men til gengæld får man øget spilbarhed og et langt større strategisk overblik over sine tropper. Selv om kompagnisystemet minder meget om det turbaserede strategispil 'Warlords', og heltesystemet i store træk er importeret fra 'Heroes of Might & Magic'-serien, så ligger genialiteten ved KIS i, at det formår at få tilpasset begge disse elementer inden for en realtidsramme, uden at spillet samtidig mister sin intensitet. Spillets ene solokampagne kan til tider føles langtrukken på grund af et slapt design, men til gengæld brillerer spillet i både multiplayer og i sin såkaldte 'skirmish'-mode, hvilket betyder, at man spiller en enkelt mission imod en eller flere computerstyrede modstandere isoleret fra solokampagnen. Samtidig er de computerstyrede modstandere de mest intelligente, jeg endnu har været ude for, da de forstår at udføre afledningsmanøvrer og ikke er bange for at ofre sine styrker, hvis det kan gavne et massivt modangreb fra en helt anden front. KIS største svaghed er solokampagnen, der ikke helt lever op til klassikere inden for dens genre, og selv om grafikken er klar, detaljeret og farverig, er den langt mere funktionel end exceptionel. Hvis de traditionelle realtimestrategispil har klikket din musefinger til døde, og turbaserede strategispil ikke er fængslende på grund af deres adstadige tempo, er KIS den gyldne mellemvej, der på formidabel vis formår at bygge bro mellem to tidligere utilnærmelige verdner.