Når noget så sjældent som et stort danskudviklet actionspil som 'Freedom Fighters' beslaglægger ens pc og spillekonsol, er det skræmmende nemt at gå i patriotisk selvsving, panisk kippe med dannebrog og flå i klaphatten, mens man generøst slynger om sig med skyhøje karakterer. Men selv når vi for resten af denne anmeldelse lige afmonterer de rød-hvide briller, så er 'Freedom Fighters' stadig et actionspil i absolut verdensklasse. For spillet oser af god actionfilmstemning, når man sniger sig gennem en forfalden kontorbygning, hvor lyset sporadisk sætter ud, og kun ilden fra AK-47-automatriflen oplyser mørket ved mødet med en ulyksalig fjende. Eller når man kravler op på et hustag for at lade hjemmebryggede molotovcocktail regne ned over en fjendtlig fæstning, mens man beordrer sine mænd på landjorden til at give støtteild, før man selv styrter heltemodigt til angreb. Spillet er den danske spiludvikler IO Interactives nyeste skud på actionstammen efter 'Hitman 2', og der er blevet tænkt i helt nye baner. Hvor 'Hitman' excellerer i kliniske drab eller ensom hærgen, kravler 'Freedom Fighters' over i den stik modsatte grøft. Her står menuen på beskidt gadekamp fra hus til hus, og man kæmper aldrig alene, da man har lederansvar for op til 12 andre frihedskæmpere. Guerilla i kloakken 'Freedom Fighters' bygger på en alternativ verdenshistorie, hvor russerne vandt atomkapløbet under Anden Verdenskrig og senere besejrede USA i den kolde krig, hvilket i spillet har tilskyndet russerne til at parkere deres kampvogne midt i downtown New York. Frihedskampen skal kæmpes, hvorfor man som den lidt for karakterløse blikkenslager Christopher Stone skifter svensknøglen ud med automatrifler. Kampen kan ikke vindes alene, så efter at have befriet den vigtige oprørsleder Isabella Angelina forskanser frihedskæmperne sig i New Yorks kloakker. Man får nemlig samtidig kommandoen over to frihedskæmpere, som man med de tre kommandoer 'angrib', 'forsvar' og 'regruppér' skal lede i kampen mod kommunismen. Kommandosystemet lyder og er simpelt, men gør, at man i praksis kan udføre avancerede taktikker såsom baghold, overraskelsesangreb og knibtangsmanøvrer. Og det bedste ved systemet er, at man føler sig magtfuld. Man kan således vælge, om man selv vil ind i kampens hede, eller om man som en anden feltgeneral blot vil lede og fordele slagets gang på behørig afstand. Byen hænger sammen En genistreg ved 'Freedom Fighters' er den dynamiske sammenhæng mellem de forskellige baner. Ofte møder man i et kvarter uovervindelig modstand, men ved at kravle tilbage til kloakkerne og først udbombe et par broer eller russernes hovedkvarter andetsteds, bliver modstanden i det første område svækket, så fjenderne her nemmere kan overrumples. Disse realistiske relationer gør, at man vitterlig føler, at man udfører betydningsfulde missioner, der ikke blot er enkeltstående opgaver. Derudover er det i høj grad såvel fjenders som venners kunstige intelligens, der gør 'Freedom Fighters' unikt. Både frihedskæmperne og russerne gør betagende god brug af al tilgængelig dækning som træer, biler, husmure eller kasser, og det er en nydelse at se, hvordan fjenderne kan arbejde sammen om at få has på én. Det er beskidt og taktisk gadekamp, som man ikke kan undgå at blive revet med af. Klonernes angreb På tegneseriefacon kan ingen af ens upersonlige frihedskæmpere dø, men blot besvime og lives op igen ved et tryk på en knap. Det giver flydende, men til dels også lidt for ubekymret action, da ulempen er, at man aldrig behøver at bekymre sig om sine mænds ve og vel. Det er et balanceringsproblem, men på de svære sværhedsgrader er det heldigvis tvingende nødvendigt at holde sine mænd i live. Desuden savner man et lidt dybere kendskab til hovedpersonen, hvis motiver forekommer noget unuancerede. I PlayStation 2-versionen er der inkluderet en fin multiplayerdel, hvor op til fire spillere kan erobre og forsvare nøglepunkter på tre forskellige baner. Hver spiller kan rekruttere op til otte mænd, hvilket giver hæsblæsende, om end ensformige actiondueller - og det havde været bedre, hvis man sammen med en kammerat kunne gennemspille hovedhistorien og danne fælles front mod russerne. Sluttelig er spillets sigte i førstepersonsperspektiv slemt irriterende, fordi halvdelen af skærmen fyldes op med ens hovedpersons ryg, hvilket gør det svært at sigte, særlig i PlayStation 2-versionen. Klassespil Pc-udgaven er flot og gennemført, men mangler multiplayerspillets hurtige action. Det er dog markant nemmere at ramme fjenderne på pc med en mus end med et PlayStation 2-joystick, hvilket gør, at pc-spillet føles nemmere at gennemføre. 'Freedom Fighters' er dog primært tænkt som et konsolspil, og i den henseende har denne anmelder ikke før set noget lignende actionspil på PlayStation 2 med samme dynamiske banedesign, nemme kommandosystem og udfordrende fjendtlig intelligens. Rent æstetisk er der heller ikke noget at kritisere, for grafikken glider rasende flot, selv om skærmen er proppet med kamp, og særlig underlægningsmusikkens gode brug af kraftfulde korsatser fuldender spillets stemning. Så kald det bare kommercielt. Kald det ærkeamerikansk, fedterøvsagtigt eller kvalmende patriotisk. Men kald det først og fremmest knaldgod action.