Udgangspunktet er en nervepirrende historie om den græske sagnhelt Arkantos, der gennem solokampagnens 36 missioner elegant introduceres for den græske, den ægyptiske og den nordiske mytologi; civilisationer der i AOM passer ligeså god sammen som Sussi og Leo gør på musikscenen. Missionerne er et herligt miks af frontale angreb på fjendens lejre og infiltrationsmissioner med bl.a. trojanske heste, hvilket skaber stor variation. Men det, der hæver spillet over mængden, er det mytologiske aspekt. Lige fra drabelige kampe med sfinkser og hydraer til pludselige regnskyl er AOM så magisk og fortryllende, at selv en vis hr. Potter må glane misundeligt fra den modstående avisside. De mytologiske enheder kan bruge lynnedslag, magi og kaste skræmte fodtusser rundt, mens de almindelige soldater, bueskytter og lignende skaber en god menneskelig kontrast. Kampene er ofte langvarige affærer, men har man tålmodigheden og en mindre fetich for Zeus, Ra og de andre sagnguder, giver AOM tilbage med en ren syndflod af underholdning. Ganske imponerende er det desuden, at den kunstige intelligens gradvist udvikler sig fra en strategisk amøbe til en ondsindet dræbermaskine, og skulle man - af uransagelige årsager - blive træt af solokampagnen, så bugner nettet med 12-årige spilhajer, der nok skulle kunne uddele guddommelige tæsk. Stemningsmæssigt tilføres spillet en masse gennem det lækre 3D-miljø, hvor jordskælv og meteornedslag faktisk er så flotte, at det er svært at kalde dem katastrofer, mens kampråb fra bomstærke vikinger og følsomt strengespil fuldender kulissen. Når den sidste mytologiske kolos er nedslagtet, står man med AOM tilbage med et fantastisk strategispil, der vitterligt er som gudernes nektar; sød, liflig og vanedannende som bare pokker.