’Frihed. Sex. Længsel.’ åbner i en sandkasse, hvor en række overgearede pædagoger fortæller børnehavebørn, altså publikum, at nu skal de indoktrineres i protestantisk arbejdsetik.
Herefter tager instruktør Per Scheel-Krüger os med gennem en collage af hverdagsscener, der lige fra sandkassens opdragelse af børn til nyttige samfundsborgere stiller spørgsmål ved, hvad der egentlig ligger i myten om verdens lykkeligste land.
Desværre skyder det lille Teater Grob på Nørrebro med samfundskritisk spredehagl og glemmer underholdningsværdien, der ellers er stykkets stærkeste side.
Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær kommer gryntende som chimpanser ud af et hul for enden af en tragtformet scene. Den minimalistiske scenografi, der hele tiden kroger skuespillerne tilbage til abestadiet, er en vellykket reminder om, at vi aldrig helt kan slippe dyret.
Før de fire regenererer til primater, følger vi dem på en rejse gennem, hvad der måske er en rigeligt stor mundfuld for en time og et kvarter; alt fra motivational speaks på første skoledag, akavede dates, midtvejskriser, lykkepiller, #metoo, ejendomsspekulation og hvad man ellers kunne mene hører sig til den moderne danskers liv anno 2019.
Stykkerne fungerer bedst, når satiren tager udgangspunkt i præcise hverdagssituationer. En monolog med en kæbekirurg, der bruger dagen på at glo fremmede mennesker ind i munden og er bange for at falde død om før sin kat, er irriterende genkendelig.
Jeg kommer i tanke om DR’s ’Ditte & Louise’, som med stor medfølelse for det enkelte kvaj også fik mig til at spørge, om livet i hamsterhjulet egentlig er det hele værd. Salen kvitterer med latterbrøl og klapsalver, og det er dejligt at blive godt underholdt i teatret, der for alvor har smidt sin seriøsitetssnobbede aura.
Clickbait-pointer
Men udover middelklassens kvababbelser (der ellers er rigeligt eksistentielle), vil stykket gerne male med den brede pensel. Datingappen Tinders swipen til højre eller venstre for potentielle partnere er efterhånden velkendt, og at gentage denne højre-venstre-reduktion af romantik som en sød lille dans er ikke rigtig provokerende scenekunst.
Videre bevæger de fire sig mekanisk som robotter til blip-blop-synth, men denne teknologikritik kunne lige så godt være hentet i senfirserne. Stykket følger ikke rigtigt sine kritikpunkter til dørs og lader skuespillerne løbe manisk rundt og råbe »GOOGLE!« uden at give mig noget svar på mit »og hvad så?«.
Det bliver til tomme slagord for og imod, og jeg sidder med samme undervældelse, som når jeg har trykket på en clickbait-overskrift og finder ud af, at indholdet var dybt ligegyldigt.
Lavpandet kønsballade
Stykket begår sin værste fejl i en langtrukken monolog med Lise Lauenblad udklædt som transperson, der begræder sin mors manglende anerkendelse af sit kønsskifte.
Hun er iklædt en slasket hængetrøje og en omvendt kasket, så man må forstå, at hun er ’drenget’ – og Lauenblad taler så revy-jysk og forkølelsessnøfter overdrevent, så det vist er meningen, jeg skal finde det morsomt.
Det er, som om instruktøren ikke tror på, at publikum kan tage noget alvorligt uden at blive bestukket med dum latter, som var de modvillige børn.
Mest af alt er karikaturen pinlig: instruktør og hele fire manusforfattere har ladet en uvidende og ufatteligt påtaget scene om queerpolitik gå gennem, og det bliver kun værre af, at det ikke er sjovt. Den dårlige kliché på en transperson virker bare som endnu et modefænomen, der skulle presses ind.
