’Frihed. Sex. Længsel.’ åbner i en sandkasse, hvor en række overgearede pædagoger fortæller børnehavebørn, altså publikum, at nu skal de indoktrineres i protestantisk arbejdsetik.
Herefter tager instruktør Per Scheel-Krüger os med gennem en collage af hverdagsscener, der lige fra sandkassens opdragelse af børn til nyttige samfundsborgere stiller spørgsmål ved, hvad der egentlig ligger i myten om verdens lykkeligste land.
Desværre skyder det lille Teater Grob på Nørrebro med samfundskritisk spredehagl og glemmer underholdningsværdien, der ellers er stykkets stærkeste side.
Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær kommer gryntende som chimpanser ud af et hul for enden af en tragtformet scene. Den minimalistiske scenografi, der hele tiden kroger skuespillerne tilbage til abestadiet, er en vellykket reminder om, at vi aldrig helt kan slippe dyret.
Før de fire regenererer til primater, følger vi dem på en rejse gennem, hvad der måske er en rigeligt stor mundfuld for en time og et kvarter; alt fra motivational speaks på første skoledag, akavede dates, midtvejskriser, lykkepiller, #metoo, ejendomsspekulation og hvad man ellers kunne mene hører sig til den moderne danskers liv anno 2019.
Stykkerne fungerer bedst, når satiren tager udgangspunkt i præcise hverdagssituationer. En monolog med en kæbekirurg, der bruger dagen på at glo fremmede mennesker ind i munden og er bange for at falde død om før sin kat, er irriterende genkendelig.
Jeg kommer i tanke om DR’s ’Ditte & Louise’, som med stor medfølelse for det enkelte kvaj også fik mig til at spørge, om livet i hamsterhjulet egentlig er det hele værd. Salen kvitterer med latterbrøl og klapsalver, og det er dejligt at blive godt underholdt i teatret, der for alvor har smidt sin seriøsitetssnobbede aura.
Clickbait-pointer
Men udover middelklassens kvababbelser (der ellers er rigeligt eksistentielle), vil stykket gerne male med den brede pensel. Datingappen Tinders swipen til højre eller venstre for potentielle partnere er efterhånden velkendt, og at gentage denne højre-venstre-reduktion af romantik som en sød lille dans er ikke rigtig provokerende scenekunst.
Videre bevæger de fire sig mekanisk som robotter til blip-blop-synth, men denne teknologikritik kunne lige så godt være hentet i senfirserne. Stykket følger ikke rigtigt sine kritikpunkter til dørs og lader skuespillerne løbe manisk rundt og råbe »GOOGLE!« uden at give mig noget svar på mit »og hvad så?«.
Det bliver til tomme slagord for og imod, og jeg sidder med samme undervældelse, som når jeg har trykket på en clickbait-overskrift og finder ud af, at indholdet var dybt ligegyldigt.
Lavpandet kønsballade
Stykket begår sin værste fejl i en langtrukken monolog med Lise Lauenblad udklædt som transperson, der begræder sin mors manglende anerkendelse af sit kønsskifte.
Hun er iklædt en slasket hængetrøje og en omvendt kasket, så man må forstå, at hun er ’drenget’ – og Lauenblad taler så revy-jysk og forkølelsessnøfter overdrevent, så det vist er meningen, jeg skal finde det morsomt.
Det er, som om instruktøren ikke tror på, at publikum kan tage noget alvorligt uden at blive bestukket med dum latter, som var de modvillige børn.
Mest af alt er karikaturen pinlig: instruktør og hele fire manusforfattere har ladet en uvidende og ufatteligt påtaget scene om queerpolitik gå gennem, og det bliver kun værre af, at det ikke er sjovt. Den dårlige kliché på en transperson virker bare som endnu et modefænomen, der skulle presses ind.
Ny nordisk provinsialisme
Dansk teater har formået at løfte scenekunst ud af det finkulturelle støv og ind i hverdagsbevidstheden som underholdning på linje med DR’s søndagsdramaer. Med denne mission forseglet med f.eks. ’Shakespeare In Love’ og ’Amadeus’ skal dramatikken finde nye veje.
Og hvad der egentlig var en ret underholdende aften på Nørrebro, føjer sig til rækken af utroligt kompromissøgende nyt teater. Sjældent har jeg på få sæsoner set så megen leflen for så lav en fællesnævner og så lidt innovation under postulat af at være nyskabende.
Teatret er blevet folkeligt, men vi har måske ikke opgivet ærbødigheden over for de skrå brædder. Dette forår præsenterede ’Frit Flet’ på Teater Sort/Hvid en pinligt forældet feminisme, og ’Orlando’ blev falden-på-halen-fjollet på Betty Nansen.
Amatørrevyen fra forsamlingshuset er rykket ind på de scener, der hævder at være fortrop, og det ligner en slags ny nordisk provinsialisme, hvor man ikke tør meget andet end at få Hr. og Fru Jensen til at grine af pruttejokes.
Det er en sær blanding af overmod og underlegenhed at servere samme gamle ret og håbe, at man modtager genipriser for ikke at turde gå sine ideers planke ud.
Jeg tror egentlig, at familien Danmark er klogere, end scenekunsten lige nu tør tro. ’Frihed. Sex. Længsel’ tager munden for fuld, og blandingen af underholdning og kritik bliver fordummende, når den skarpe satires rugbrødsarbejde mangler.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
