Søndag d. 23. februar valfarter op imod 60 millioner stemmeberettigede tyskere til valgstederne rundt omkring i bundesrepuplikken for at udstikke en ny retning for EU’s folkerigeste land og største økonomi. Det markerer Politiken med en aften dedikeret til vores nabo i syd, hvor vi sammen skal dykke ned i et Tyskland, hvor forandringens vinde må siges at blæse.
Politikens kulturjournalist Camilla Stockmann er aftenen vært, og hun guider os sikkert igennem valgaftenens indslag og de tyske gloser. Du kan blandt andet opleve:
Debatredaktør og tysklandskender Christian Idskov, der vil prøve at gøre os klogere på den tyske mentalitet, hvis man overhovedet kan tale om sådan en. Sammen med lektor på SDU og formand for Dansk Tysk Selskab Moritz Schramm vil han undersøge, hvad det er for et Tyskland, der går til valg, og hvordan vi skal forstå vores naboer og deres historie. Hvad rører sig i syd?
Avisens europæiske klimakorrespondent Lea Wind-Friis har netop været i Tyskland, og hun vil tage os med på et tysk atomkraftværk, hvor hun med billeder og fortællinger vil gøre os klogere på Tysklands komplicerede energiområde, som de sidste år for alvor har skabt ballade i det kæmpestore land. Hvad vil de i Berlin? Er Tyskland på vej til at blive grønnere – eller måske sortere igen?
Alt tyder på et aufwiedersehen til Scholz, og på mange måder er det som om, at det ellers pålidelige og udramatiske Tyskland er fortid efter Mutti Merkels exit fra kanslerkontoret. Hvad er det for et Tyskland, vi skal til at forholde os til? Sammen med direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab Charlotte Flindt Pedersen og analytiker i Tænketanken Europa Mads Jedzini undersøger Politikens udlandsjournalist Jesper Thobo-Carlsen nabolandets rolle i EU og verden. Hvorfor er tysk økonomi på vej ned, når landet engang var hele Europas tilregnelige vækstmotor, og hvordan har Ruslands krig mod Ukraine ændret på tyskernes selvopfattelse eller forventninger til dem?
Alt det og meget, meget mehr vil vi forsøge at svare på fra scenen i PRESSEN, hvor vi i løbet af aftenen byder på et hav af indslag om vores alle sammens nabo mod syd. Programmet opdateres løbende.
Vi glæder os til at byde jer velkomne. Find dine billetter her.
- @Politikenlive- Følg os på Instagram og hold øje med alle vores live-arrangementer
- Søndag d. 23. februar kl. 19.30-21.30 dørene åbner kl. 19.00
- PRESSEN, Politikens Hus, Vester Voldgade 33, porten, København V
- Pris med abonnement: 120 kr.
- Studiebillet 80 kr. (*mod fremvisning af gyldigt studiekort).
- Pris uden abonnement: 195 kr.
- Billetgebyr 10 kr. pr. billet.