En af de scener, der for alvor antændte min urvrede, da jeg læste Chris van Tullekens globale bestseller ’Ultra-processed People’ handler om en båd i Brasilien.
Båden var blevet omdannet til et supermarked, og det sejlede første gang ud fra Belém i 2010. Bag den stod Nestlé, der i årene forinden havde haft en tilbagegang i salget i den vestlige verden. Så hvor kunne nye markedsandele vindes? I udviklingslandene – heriblandt de små primitive samfund, der ligger op ad Amazonasfloden og aldrig før havde hørt om en KitKat eller smagt Cheerios.


























