Da jeg i en årrække boede i Washington, D.C., var denne tid på året en særlig tid. Det var cherry blossom season, og en krans af kirsebærtræer blomstrede centralt i byen, mens en hob af særligt kvinder iscenesatte sig selv i lyserødt tøj, så de kunne få det perfekte Insta-foto. Jeg hoppede selv med på bølgen og iklædte mig et pink jakkesæt, mens jeg blev fotograferet under de blomstrende træer, og Jefferson-monumentet i baggrunden. Men kirsebærblomstsæsonen er ikke kun en selviscenesættende gåtur under de lyserøde træer. Nu har det også indtaget madverdenen. Det er allerede stort i USA, og nu popper mere og mere obskur lyserød mad og drikke op herhjemme.
Sushikæden Sticks’n’Sushi fejrer foråret med lyserøde makiruller og sakuracocktails. McDonald’s er billedet på den ekstreme kapitalisering af naturfænomenet. Her kan man købe en Sprite med sakurasmag (indeholder fortykningsmiddel (E415), farvestof (E163) og konserveringsmiddel (E202)) eller en ’pink seasoning’ til sine fritter, og med i købet får man sukker, skummetmælkepulver, rødbedepulver, fedtpulver (solsikkeolie, laktose, mælkeprotein), naturlig aroma, palmeolie og klumpforebyggendemiddel (E552).


























