Tilbage i april smed jeg nogle forspirede kartofler ned i nogle spande. Plastikspandene var dukket op bag højt græs i sommerhuset, hvor de i flere år havde været gemt og glemt, indtil de altså blev fundet igen.

Jeg havde ikke de store forventninger til min avl, da jeg kun kunne weekendpasse mine kartoffelplanter i det tørre forår. Men der brød alligevel grønne toppe op af jorden, og da jeg i sommerferien løftede inderspanden op, var der gevinst: små, fine, gule knolde, som jeg fik befriet fra mulden. Det var ikke ligefrem en høst, vi kunne leve af, for der blev til nøjagtig én gryde kartofler. Men det var som at tage en bid af himlen. Så godt smagte de. Måske fordi jeg selv havde haft fingrene i mulden og været aktiv medspiller i, at en lille knold i jorden udviklede sig til et net af fine spisekartofler, der blev høstet ti meter fra køkkenet.