Næsten uanset hvilken kogebog om sund mad du åbner i år – og dem er der mange af – er der et eller andet, der skal steges i eller bages med kokosolie. Uanset om det hedder palæo, LCHF, 5:2 eller alkaline, bruger man f.eks. 100 gram kokosolie i kokoskugler, steger grøntsager i en halv dl kokosolie eller tilsætter 1 spsk. olie i en chokolademousse.
Jeg er, for at sige det pænt, skeptisk over for kokosolie. Den glimrer ved at have op mod 93,5 gram mættede fedtsyrer per 100 gram olie, og hvis ellers du har hørt efter i ernæringstimen, er det temmelig meget mættet fedt, meget mere end der er i almindeligt smør, og mættet fedt er noget, vi skal passe på. Indeholder kosten for meget mættet fedt, udvikler man risiko for hjerte-kar-sygdomme.


























