»What?! De smager jo endnu bedre end de ægte«, udbrød den 10-årige knægt med munden fuld af æbleskiver. Mine æbleskiver, vel at mærke. Og dem, han sammenlignede med, var de æbleskiver, han ellers kendte til: de frosne fra køledisken. Kuglerunde, (trans-)fedtsmagende og med lidt held også med et strejf af kardemomme. Et generisk produkt, man støder på allevegne i december, når nogen annoncerer ’æbleskiver’. Til skoleafslutninger, til julebanko, til decemberfesten på biblioteket, til kaffen på plejehjemmet. Sågar hjemme hos farmor eller morfar, der har fundet ud af, at de kuglerunde fra Karen Wolff, glider lige så ubesværet ned, som de glider ud af det plastikhi, de er født ind i. Men jeg kommer fra et hjem med æbleskivepande.
Hele tre af slagsen faktisk, og derfor får jeg hver eneste december besøg af en flok af min søns klassekammerater, der forsyner mig med nye æbleskiveignorante onelinere! Sidste år kom flokken ind fra kulden, mens jeg stadig stod med panderne på komfuret, og en af drengene udbrød vildt imponeret: »Årh, hvor sejt, at du har forme, de lige passer ned i!«. Ja, ja, hønen eller ægget – æbleskivepanden eller æbleskiven. Det er ikke deres skyld, at de ikke kender den ÆGTE ægte vare. Jeg ser det som min søde pligt at videreføre 200 års dansk mad- og bondekulturhistorie med vidunderlige hjemmebagte æbleskiver.
