Hvis jeg skal vælge et yndlingskrydderi i det søde køkken, må det være rosengeranium. Der er ellers nok af andre kandidater: Den evigt gode vanilje. Tonkabønnen, der sender sine mange smægtende signaler op i smagsbiblioteket. Aromaen er på en gang eksotisk og velkendt, men er det hø, vanilje, tobak eller skovbund? Det magiske skovmærke, der altid sender mig hjem til de sydfynske skove i maj, og den blomsteraroma, som blandes med sødmen fra fugtig formuldning af tusind års bøgeblade.
Blandt disse står rosengeranium, som botanisk talt hedder Pelargonium graveolens, stærkt og parfumeret. Den kendte potteplante gør udseendemæssigt ikke meget væsen af sig, når den står der i vindueskarmen med sine grønne blade, der kun nogle få tidspunkter af året får selskab af meget små og undseelige rosa blomster. Men i det øjeblik du nulrer lidt på bladene, vågner den op til dåd og udsender de vildeste citrus- og rosenagtige aromaer.
Rosengeranier indeholder nemlig nogle af de samme æteriske olier som netop roser – geraniol og citronellol. Olier, som bruges i stor stil i parfumeindustrien, men som skal doseres med omhu for ikke at minde mere om myggeolie! Det siges, at koner på landet førhen gned lidt rosengeraniumduft direkte fra potten i køkkenvinduet om bag ørerene for at parfumere sig. Rosengeranium blev sågar kaldt ’præsten kommer-plante’. Det var ikke en hentydning til, at fruerne gjorde sig til overfor præsten, men til at luften indendørs kunne være tæt og beklumret, når man boede mange mennesker på få kvadratmeter og var mindre nidkær med hygiejne. Derfor var det praktisk med en duftplante, der friskede luften op.
Geranier er en meget stor blomstergruppe i pelargoniefamilien, og mange af dem er duftgeranier, som udsender besnærende duft og smag. Den klassiske rosengeranium er en af de oldemorpotteplanter, du oftest ser bag blondegardiner side om side med lyserøde dronning ingrid-pelargonier. Så måske har du allerede dit næste yndlingskrydderi stående … Og hvis ikke, så sus forbi en blomsterhandler. Helst én af dem, der arbejder uden væmmelige sprøjtemidler.
Sjovt nok er rosengeranium, skovmærke, tonkabønne og vanilje ikke bare de fire krydderier, jeg foretrækker i det søde køkken, men også de fire, der efter min mening fungerer finest sammen med de rabarber, der endelig er begyndt at melde deres ankomst. Og igen, skal jeg begrænse mig, så tager jeg rosengeranium, der understreger det citrussede i rabarber og tilføjer noget floralt, som meget svært lader sig genkende.
Det er ganske enkelt at bruge. Knæk et par grønne geraniumblade, inklusive stilk, af planten, og læg dem ved de rabarber, du skal bage eller koge til kompot, saft eller gelé. Jeg plejer at bruge 3-4 blade til 600-800 g rabarber. Så afgiver de deres parfume under tilberedningen og skal blot kasseres bagefter. Små blade og blomster kan bruges som pynt og spises rå, men de er kraftige i smagen, så brug dem med måde. Og glæd dig så ellers over, at du har en køn gammeldags plante stående i vindueskarmen, som dufter så dejligt og fint lever med at miste et par blade. Ender den lidt afpillet, er det ikke den værste pris at betale for at kunne sætte tænderne i den henrivende vandbakkelseskrans med dejlig konditorvaniljecreme, geraniumparfumeret rabarberkompot og klistret lyserød rabarberglasur.
Se opskriften i artiklen herunder.
fortsæt med at læse
