WHAT A FUCKING YEAR«, står der på kaffekoppen foran mig, som jeg har købt hos keramikeren og kunstneren Kritisk Pynt. Jeg er normalt ikke til hverken statementkopper eller pynt. Men efter det horrible år 2020 føles det helt rigtigt at drikke min duftende kaffe af en kop med en glimtende enhjørning, hvor teksten indirekte minder mig om, at 2020 i sandhed var ualmindeligt.
Corona anslog den primære grundtone for året, der gik. Ulykken kom nemlig ikke alene, og en katastrofevagtsomhed ramte det liv, jeg kendte. Parallelt oplevede jeg en ny afklarethed, om ikke andet af nød. Fordi det var umuligt på én gang at være bekymret for både coronafølger, miljøet, det amerikanske valg, restaurationsbranchens overlevelse, min mors helbred, mine børns fremtid, og hvordan de kvinder, der er stået frem i sexismedebatten, blev behandlet. En gæst i mit radioprogram ’Det sidstemåltid’ udtalte, at man virkelig skulle skamme sig, hvis man som journalist ikke kunne finde noget at interessere sig for i 2020. Et helt år, hvor alle informationer ankom iklædt gule breaking news-bjælker. En anden gæst sagde, at hun i 2020 havde forbeholdt sig retten til ikke at have en holdning. Til offentligt at sige sætningen: »Det mener jeg ikke noget om«. Punktum. Det opsummerer for mig året ret præcist: Følelsen af på den ene side at være i konstant alarmberedskab og på den anden side at vende blikket mod det nære, det konfliktnedtrappende, roen.
