Vi ‘smager’ på maden med alle vores fem sanser, og det er hjernen, der fortolker og bedømmer, hvad sanserne fortæller os om ‘smagsoplevelsen’. Hjernen knytter smagen til forventninger, erindringer og følelser, men også til tradition, normer, værdier og identitet. Det er derfor, at ‘smagen af jul’ er noget helt særligt og varmt for nogle af os, men kan være fremmedartet og mærkelig for andre, for hvem julen ikke er en tradition.
Forventninger er helt afgørende for smagen af jul. Hvis den brune sovs er for salt eller mangler umami, bliver vi skuffet, og julestemningen er i fare.




























