Lige nu drømmer jeg mig ofte tilbage til et sted med neonlys i loftet, hvide marmorborde, skramlede stole – og fuldstændig guddommelig pizza. Eller sådan var det i hvert fald, sidst jeg var forbi mit yndlingssted i Trastevere, Rom, og spiste en af slagsen med courgetteblomster og mozzarella, mens bilerne drønede forbi.
De fleste af os har et feriepizzaminde fra Italien, men skal vi finde den helt autentiske pizza, skal vi til Napoli, hvor en pizza består af regionale produkter som tipo 00-mel, San Marzano-tomater og mozzarella di bufala campana og bliver lavet med den helt særlige kasteteknik, hvor dejen roterer i luften.




























