I første omgang var det et rent overlevelsesinstinkt. I de første dage af Danmarks første nedlukning, hvor pasta, gær og toiletpapir blev revet væk fra hylderne, og medierne frygtede forstyrrede forsyningskæder, virkede det som rettidig omhu. Hvis jeg havde et glas surdej, der stod og hyggede sig i bagest i køleskabet, og en pose mel i skabet, kunne jeg bage brød. Sulten ville blive holdt fra døren.
Jeg havde faktisk aldrig startet en surdej før, men internettet forsikrede mig om, at det var helt enkelt. Ud over mel skal man bare bruge vand, luft og tid. Internettet tog fejl, som det jo gør på så mange områder. Indholdet i mit glas udviklede sig hurtigt til en grå masse, der lugtede foruroligende af bræk. Jeg opsøgte eksperterne og tiggede mig til en lille portion professionelt lavet surdej hos folkene hos Hart Bageri. De var så venlige at putte en spiseskefuld i en kaffekop, og jeg bar den forsigtigt hjem som en mor, der kommer hjem fra hospitalet med sin nyfødte i armene.
