Det ligner en gigantisk vingummi!«, skrev redaktøren, da jeg sendte hende det foto af rabarbergeleen, der lige nu kaster sin glans – bogstavelig talt – over siderne her.
Og det havde hun jo ret i. Men jeg kan forsikre, at ingen tænker vingummi i det øjeblik, man løfter eller på anden måde berører fadet, som geleen står på og sender bølger igennem hele herligheden og får den til at dirre og danse på stedet. En rabarbergelé er en yderst levende sag! Og det er netop en del af charmen ved den. For ud over at smage umanerlig dejligt er det en dessert, der vil få selv den mest forhærdede type til at trække på smilebåndet ved tanken om de uartige ligheder en gelé i bevægelse har med bestemte (og ditto tryllebindende) kropsdele. Fnis og spis, som jeg plejer at sige.
