Det har altid stået højt på min liste at køre gennem New England og besøge den amerikanske delstat Maine. Det skyldes ikke kun de flammende gule og røde træer, der lige nu gør køreturen ekstra speciel. Det skyldes et bestemt dyr: hummeren. Jeg elsker det søde kød med den perfekte saltbalance, og hvis jeg virkelig skal svinge kreditkortet, bestiller jeg hummer.
I den gastronomiske fødekæde er hummeren kongen af alle skaldyr. Er den på menukortet, tager den ofte prisen som den dyreste og mest eksklusive spise. Den rimer på andre overklassespiser som kaviar og foie gras og ledsages ofte af stivede, hvide duge, skaldyrsfade i flere etager og champagne serveret i krystalglas.


























